En ægte Brøndby-dreng er færdig i klubben.

B.T. kan afsløre, at forsvarsspilleren Anton Skipper denne mandag er taget til Norge og bliver solgt til Sarpsborg.

Det fortæller kilder i Norge.

U21-landsholdsspilleren har haft meget svært ved at spille sig på holdet hos de danske mestre, og i jagten på mere spilletid har han og Brøndby kigget på andre muligheder.

Nu er et salg så tæt på, som det kan blive, da spilleren ifølge B.T.s oplysninger har sagt farvel til sine holdkammerater i Brøndby og sat kursen nordpå.

Brøndby og Anton Skipper kan glæde sig over, at det er et salg af spilleren, og han indbringer dermed klubben en sum, som B.T. endnu ikke kender, efter mange år i klubben.

Anton Skipper med kontrakt til sommeren 2023 er nemlig et produkt af Brøndbys Masterclass og blev i januar 2019 rykket op i førsteholdstruppen.

I denne sæson har han fået fem kampe i Superligaen, men efter Brøndby i sommer forstærkede sig med tre andre midterforsvarere i Kevin Thsiembe, Rasmus Wikström samt Henrik Heggheim, skubbede det Anton Skipper tilbage i køen til spilletid.

Nu er han et lægetjek og en underskrift fra at være fortid på Vestegnen.