Trods en katastrofal sæson, er AGF så godt som sikker på overlevelse i Superligaen. Nu er arbejdet med næste sæsons trup gået i gang i kulisserne.

B.T. kan afsløre, at klubben er tæt på at hente den tidligere svenske U21-landsholdsspiller Besard Sabovic.

Den 24-årige svenske midtbanespiller, der også har kampe for det nordmakedonske U21-landshold på samvittigheden, er kommet ud af sin kontrakt med russiske FK Khimki.

Han vil dermed vil kunne komme til AGF på en fri transfer, selv om hans kontrakt med den russiske klub oprindeligt løb til sommeren 2023.

En aftale mellem Besard Sabovic og AGF er endnu ikke helt lukket, men forhandlingerne er fremskredne.

Ifølge B.T.s oplysninger har det været af afgørende karakter, at AGF i næste sæson spiller i den bedste række i Danmark. Med en ny billet til Superligaen er vejen nu banet for en handel.

Besard Sabovic blev i januar 2021 solgt fra Mjällby AIF i hjemlandet til Kayserispor i Tyrkiet, inden han kun et halvt år senere blev hentet af FK Khimki.

Nu kan han blive den næste i rækken af spillere, der forlader russisk fodbold og kommer til Superligaen. Lige nu er han den sidste svenske fodboldspiller, der er tilbage i Rusland, som utallige andre udenlandske sportsfolk har forladt efter invasionen af Ukraine.

»Det er klart, at jeg har tænkt på at rejse, men jeg skal have en anden klub. Det er ikke bare at rejse«, sagde Sabovic til svenske Fotbollskanalen for en måned siden.

Nu ser det ud til, midtbanespilleren har en destination. Og den hedder Aarhus og AGF.