Større klubber er igen gået på rov i Viborg. Denne gang har Augsburg hentet de grønnes cheftræner, Jacob Friis.

Det kan B.T. afsløre.

46-årige Jacob Friis har i de seneste dage ligget i forhandlinger med Bundesliga-klubben, og parterne er blevet enige om en handel, så Jacob Friis nu er skiftet til den tyske klub.

Ifølge B.T.s oplysninger tjener Viborg halvanden million kroner på salget, der gør Jacob Friis til assistenttræner i Augsburg, hvor han har skrevet under på en kontrakt på halvandet år ligesom Jess Thorup.

Jacob Friis og Jakob Poulsen var succesfuldt henholdsvis cheftræner og assistenttræner i Viborg.
Jacob Friis og Jakob Poulsen var succesfuldt henholdsvis cheftræner og assistenttræner i Viborg. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den tyske klub kunne for få uger siden præsentere netop Jess Thorup som ny cheftræner, og han har foreløbig haft stor succes.

Siden den ansættelse er det blevet til to sejre og en uafgjort i Bundesligaen, og så god en start har ingen andre træner i Augsburg nogensinde haft.

Nu har Jess Thorup styrket sin stab med en særdeles succesfuld cheftræner fra Superligaen.

Jacob Friis overtog tøjlerne i Viborg i februar 2022 og har derfra høstet store roser for resultaterne og præstationerne, der har ført holdet ud i Europa og en fjerdeplads i sidste sæson, hvor det kun var en dårligere målscore end AGF, der forhindrede bronzemedaljer til domkirkebyen.

Jakob Poulsen vandt i sin første kamp som cheftræner for Viborg. 
Jakob Poulsen vandt i sin første kamp som cheftræner for Viborg.  Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

Samtidig var spillet så besnærende, at større fisk i havet ville have en bid af kagen, og klubben kunne i sommer mærke rovdrift på dens ansatte.

Ud gik to kæmpe profiler i Elias Achouri og Anton Gaeei for rekordpriser, der sikrede Viborg i underkanten af 60 millioner kroner, og Brøndby forsøgte også ad flere omgange at købe målmand Lucas Lund fri, men Viborg afviste dem som led i at have kontinuitet.

Et halvt år forinden var topscorer Jay-Roy Grot også blevet solgt for 11 millioner kroner til japansk fodbold.

Nu er turen så kommet til Jacob Friis, og dermed skal Viborg igen til at bygge nyt op uden cheftræneren.

I weekenden stod assistenttræner Jakob Poulsen for Superliga-mandskabet, da Viborg grundet forhandlingerne med Augsburg besluttede at give Jacob Friis fri.

Det gik godt, da Viborg slog Silkeborg med 2-1.

Andre læser også