FC København får den tidligere forsvarsstjerne Denis Vavro tilbage.

B.T. kan fortælle, at slovakken har kurs mod klubben for at skrive under på en aftale, og at alle parterne er enige, hvorfor handlen er utrolig tæt på.

De mange historier om et comeback i løvetrøjen har floreret på de sociale medier, og han blev mandag meldt på vej til den danske hovedstad med et fly, og B.T.s kilder bekræfter, at et skifte tilbage til FC København er ved at ske.

Denis Vavro blev solgt til Lazio i sommeren 2019, efter han havde slået sit navn fast som en profil for FC København, men opholdet i den italienske klub har slet ikke levet op til forventningerne.

Vavro blev ellers solgt for et stort millionbeløb på cirka 73 millioner kroner, men italienerne satsede alligevel ikke på ham.

Forsvarsspilleren har da også været udlejet til Huesca undervejs, men kom i sommer tilbage til Lazio, hvor spilletiden ikke er blevet forbedret.

Sølle syv minutters spilletid i Serie A er det blevet til i denne sæson, og det har fået den 25-årige slovak til at søge mod København.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra FC Københavns sportsdirektør, Peter Christiansen.

Andre læser også