Det tidligere Brøndby-talent og Superliga-spiller i Lyngby Ertugrul Teksen har fået fremtiden på plads.

B.T. kan afsløre, at han skifter til den tyrkiske klub Konyaspor på en kontrakt af 2,5 års varighed.

Offensivspilleren med de tyrkiske rødder har ifølge B.T.s oplysninger lørdag sat sig på en flyver og ventes at blive præsenteret på førsteholdet i den tyrkiske klub inden for de næste dage.

Konyaspor er klubben, som den danske landsholdsspiller Jens Jønsson spillede i, inden han før denne sæson skiftede til La Liga-klubben Cadiz.

Det tyrkiske hold har i denne sæson klaret sig rigtig flot og ligger i skrivende stund på ottendepladsen i Tyrkiet efter ugens flotte sejr på 4-3 over storholdet Galatasaray.

Ertugrul Teksen kommer til Konyaspor på en fri transfer, efter han ikke fik forlænget kontrakten i Superliga-klubben Lyngby.

Deres aftale udløb ved årsskiftet efter et ophold, der bød på syv Superliga-optrædener og en pokalkamp for den 20-årige.

Ertugrul Teksen er et produkt af Masterclass i Brøndby, men han kom aldrig tæt på Superliga-holdet og skiftede som U19-spiller til Lyngby i sommeren 2019.

Nu er han så klar til at spille med om toppladserne i den tyrkiske liga.  

B.T. forsøger at få en kommentar fra spilleren og hans rådgiver, Evren Sahin.