Den danske angriber Jens Odgaard på bare 18 år er få dage fra at kalde sig Inter-spiller.

BT kan afsløre, at en aftale mellem den italienske Serie A-klub og Lyngby Boldklub netop er faldet på plads, og at der kun mangler de personlige detaljer og et lægetjek, før skiftet bliver gennemført. Det ventes at ske i de kommende dage.

BT erfarer, at prisen for Jens Odgaard er forhandlet færdig til omkring 10 millioner danske kroner med mulighed for mere, hvis han får succes i det italienske. Samtidig er der også videresalgsklausuler, der kan sende yderligere millioner til de kongeblå.

BT har forsøgt at få historien bekræftet hos såvel Jens Odgaards agent, Simon Friis, som Lyngbys formand, Torben Jensen, og andre i klubbens ledelse, men det er ikke lykkedes at komme igennem til nogen af dem.

Jens Odgaard har kun et år tilbage af sin kontrakt med Lyngby, og tidspunktet for et skifte er derfor oplagt, hvis klubben skal sikre sig en god slat penge for sin guldfugl.

Angriberen har trods sin unge alder vist sig som en kølig ræv foran målet og scorede tre flotte mål i foråret mod topholdene FC København, Brøndby og FC Midtjylland, og det har gjort ham til en ombejlet herre i dette transfervindue. Det blev til 16 kampe for ham i sidste sæsons Superliga, og kun fire af dem var fra start, men han nåede alligevel at imponere så meget, at storklubben Inter har slået til.

Det forestående salg betød også, at Jens Odgaard ikke var i truppen, men sad på tribunen, da Lyngby torsdag vandt 1-0 over Bangor City fra Wales i Europa League-kvalifikationens første runde.

Lyngby vil med salget af Jens Odgaard kapitalisere stort på deres flotte resultater i sidste sæson, hvor klubben vandt bronze som oprykker. Målmand Jesper Hansen er allerede solgt for cirka fem millioner kroner til FC Midtjylland, og snart løber omkring det dobbelte altså ind for Jens Odgaard.

Den 18-årige angriber er intet fremmed navn i udlandet. Således har britiske The Guardian haft ham på en liste over de 60 største talenter i verden, der er født i 1999. Derudover var Odgaard blandt italienske Tuttosports 98 nominerede til Golden Boy-prisen i 2017, hvor også FC Midtjyllands Mikkel Duelund og Ajax-spilleren Kasper Dolberg var nomineret.

Jens Odgaard bliver en del af en lille skare af danske spillere, der har spillet i den italienske klub. Harald Nielsen, Thomas Helveg og Patrick Olsen har tidligere spillet for det blåsorte Milan-hold.