FC København får uden tvivl en travl sommer i transfervinduet, og særligt på midtbanen vil der være et hul at lukke, da langtidsskadede Carlos Zeca har kontraktudløb, og Marko Stamenic forvinder, ligesom andre i den kæde kan gøre det.

Nu kan B.T. afsløre, at Nikolas Nartey er manden, der topper FC Københavns liste som forstærkning til netop midtbanen, hvilket spilleren er klar over.

Den centrale midtbanespiller var ungdomsspiller i FC København under cheftræner Jacob Neestrups vinger, og de to har derfor et indgående og godt forhold til hinanden.

Sportsdirektør Peter Christiansen skal derfor se på, om han kan genforene parterne denne sommer, efter 23-årige Nikolas Nartey, der i 2017 blev solgt til udlandet fra FC København, har langt til spilletid i Stuttgart.

Nikolas Nartey er targetman nummer et for FC København.
Nikolas Nartey er targetman nummer et for FC København. Foto: LISI NIESNER
Vis mere

Samtidig kan B.T. fortælle, at det på nuværende tidspunkt ser mere end bare svært ud at få en anden af Jacob Neestrups tidligere spillere Mads Bidstrup til klubben.

FC Nordsjælland-spilleren har imponeret alt og alle igen i denne sæson med sit lejemål fra Brentford, og der er ingen tvivl om, at FC København vil gå meget langt for at lande spilleren denne sommer, men økonomien kan ifølge B.T.s oplysninger blive for svær at løfte, ligesom Mads Bidstrup har mange andre interesserede klubber på hånden.

Et køb af Mads Bidstrup ville koste FC København et beløb i nærheden af transferrekorden, som blev slået, da Andreas Cornelius blev hentet til klubben for 45 millioner kroner.

Hvis FC København lykkes med at hente Nikolas Nartey, er det altså ikke udelukket, at man foretager flere store indkøb til midtbanepladserne i FC København, hvor Thomas Delaney af naturlige årsager igen vil spøge efter denne sæson.

Men hvor landsholdsspilleren tidligere var en topprioritet for det førende Superliga-hold, så er han nu under de to unge kandidater Mads Bidstrup og Nikolas Nartey.