Fronterne er trukket op mellem FC København og viceeanfører Nicolai Boilesen midt i en benhård guldkamp med FC Midtjylland.

Halvanden uge før guldet med sikkerhed lander i enten København eller Herning, kan B.T. afsløre, at Superligaens førerhold for ganske nylig har tilbudt sin stjernespiller en forlængelse af den kontrakt, der står til at udløbe om et år.

Men sportsdirektør Peter Christiansens bud på en ny kontrakt er blevet afvist på det pureste.

Mens vigtige forlængelser af spillerkontrakter sædvanligvis bliver belønnet med en forbedret økonomi, er tilfældet det stik modsatte i Nicolai Boilesens tilfælde.

Ifølge B.T.s oplysninger er Nicolai Boilesen blevet tilbudt en kontrakt, der er markant dårligere, end den han løber rundt med nu.

Det har ifølge B.T.s kilder overrasket Boilesens lejr voldsomt, at FC København mener, han skal gå ned i løn. Boilesen ligger - trods en plads på bænken i flere af forårets kampe - allerøverst i hierarkiet i klubben, og burde med sine 30 år have flere gode år i sig.

Derfor var det en nem beslutning for Boilesen at sige nej til den nye aftale. Der står dermed et stort spørgsmålstegn ud for hans fremtid i Parken.

Nicolai Boilesen kom til FC København i sommeren 2016 fra Ajax og har siden da været en stor profil med 162 optrædener i den hvide trøje, ligesom han for under et år siden var med landsholdet til EM.

I 2018 fik han en ny kontrakt, og nu prøver FC København igen med en forlængelse, men lige nu er parterne milevidt fra hinanden.

B.T. har været i kontakt med Nicolai Boilesens far og agent, Kenny Boilesen, som oplyser, at han ikke har nogen kommentar med forklaringen om, at forsvarsspilleren har fuldt fokus på at blive dansk mester på nuværende tidspunkt.