Lyngby er tæt på at sælge endnu en af sine egne drenge til tysk fodbold.

B.T. kan afsløre, at det store midtstoppertalent Frederik Winther er detaljer fra et skifte til Bundesliga-klubben Augsburg.

I så fald vil det være det andet salg til tysk fodbold inden for få dage for Lyngby Boldklub, der i sidste uge sendte offensivspilleren Gustav Marcussen til samme nation, da han blev solgt til Uerdingen.

Denne gang er det så en af de tungere drenge, der har henvendt sig hos Superliga-klubben og fået accepteret et bud, som ifølge B.T.s oplysninger lyder på 1,3 millioner euro. Det er lige knap og nap 10 millioner kroner, hvilket er et stort salg for en klub af Lyngbys størrelse.

Winther spillede mandag fuld tid, da Lyngby tabte med 1-4 til FC Nordsjælland, og efterfølgende lagde sportschef Birger Jørgensen ikke skjul på, at hans guldfugl var tæt på et skifte.

»Det er flere interesserede klubber, men jeg vil helst ikke blive konkret på det. Alt kan jo ske frem mod 5. oktober, hvor transfervinduet lukker, men det er primært udlandet. Det er også det, Frederik helst vil,« sagde sportschef Birger Jørgensen og fortalte, at der var konkrete forhandlinger i gang med en udenlandsk klub om spilleren.

Den klub er altså Augsburg, kan B.T. løfte sløret for.

Hvis handlen som ventet går igennem, vil den eftertragtede 19-årige venstrefodsspiller komme til en klub, der er begyndt den nye Bundesliga-sæson på forrygende vis.

Augsburg har vundet sine første to kampe i Bundesligaen og har ligesom Hoffenheim maksimumpoint som de eneste to mandskaber.

Snart kan det øjeblikkelige tophold blive et dansk stortalent rigere.