Lyngby har mistet et af klubbens største talenter, men til gengæld sikret sig en flot pose penge.

B.T. kan afsløre, at Adam Sørensen nu er solgt til norske Bodø/Glimt, der har vundet to af de seneste tre norske mesterskaber.

Den 22-årige venstreback har allerede underskrevet sin kontrakt og træner med i Lyngby en sidste gang tirsdag.

Derefter går turen til Norge, når den unge spiller onsdag boarder et fly og drager ud på karrierens første udlandseventyr.

Adam Sørensen (th.) er her i aktion mod OB og Issam Jebali.
Adam Sørensen (th.) er her i aktion mod OB og Issam Jebali. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Lyngby får i omegnen af en million euro for Adam Sørensen – svarende til 7,5 millioner kroner.

Samtidig har klubben fået indarbejdet en videresalgsklausul, der sikrer en indtægt, når og hvis den lynhurtige back en dag bliver solgt af Bodø/Glimt.

Interessen for Adam Sørensen er ikke ny. For et år siden forsøgte Bodø/Glimt allerede at kapre Lyngby-spilleren, men dengang fik den norske lejr et nej.

Det gjorde Brøndby også i sommer, da vestegnsklubben ifølge B.T.s oplysninger bød seks millioner kroner på Adam Sørensen.

Dengang var Lyngby ikke villig til at slippe guldfuglen, som forlængede sin kontrakt til 2025 i august. Det har man været nu på trods af et skuffende efterår, hvor det kun er blevet til en sejr i Superligaen.

Samtidig har man også sagt farvel til profilen Kasper Jørgensen, som blev købt af AaB for fem millioner kroner. Det skrev B.T. mandag morgen, inden klubberne selv bekræftede handlen.

Også Timo Letschert, hvis kontrakt udløb, har forladt Lyngby.

Det samme har Emil Nielsen og Rasmus Thellufsen, som er skiftet til henholdsvis Orange County og Louisville FC i den næstbedste amerikanske række.

Ind er til gengæld kommet den unge franskmand Baptiste Rolland, som har en fortid i Lille.

Lyngby ligger på sidstepladsen i Superligaen med otte point efter 17 kampe.