1. divisionsklubben Hobro skal have en ny cheftræner.

B.T. kunne fredag morgen afsløre, at klubben har stoppet samarbejdet med Peter Sørensen, og det er siden blevet bekræftet af Hobro.

»Som Peter siger i vores pressemeddelelse, kunne han ikke se sig selv i projektet langsigtet, og han ville stoppe til sommer. Så vi har valgt at fritstille ham nu. Michael Kryger tager over på den korte bane. Nu skal vi have fundet en ny permanent træner,« siger sportschef i Hobro, Jens Hammer Sørensen.

Bruddet mellem parterne kommer efter en særdeles skuffende sæson i den næstbedste række.

Som Superliga-nedrykker var det forventet, at Hobro ville blande sig i toppen af 1. division, men efter 18 spillerunder halser nordjyderne i den grad efter.

»2020 har været et forfærdeligt år for os. Vi var en inderside af et stolpeskud i Lyngby fra at redde os i Superligaen, og hvis vi havde gjort det, havde det været en fantastisk bedrift af Peter Sørensen. I mine øjne havde han i så fald været årets træner, men det blev et træls 2020, faktisk et forfærdeligt år, og så må vi erkende, at vi ikke er kommet skide godt i gang med 2021,« forklarer Jens Hammer Sørensen.

Han slår fast, at klubben fortsat vil kæmpe for top seks i 1. division, hvor FC Helsingør med fire point skiller Hobro fra målsætningen.

Netop FC Helsingør slog senest Hobro 1-0  på udebane, og det blev Peter Sørensen sidste kamp i spidsen for holdet.

Peter Sørensen nåede at få to år i Hobro, efter han blev ansat som afløser for Allan Kuhn.