Aske Andresen er blot 17 år, men navnet er et, man skal lægge mærke til.

Tidligere i den netop afsluttede sæson skrev han Superliga-historie, da han i oktober i en alder af blot 17 år og 82 dage debuterede for Silkeborg, og dermed blev den yngste målmand til nogensinde at have vogtet et bur i Danmarks bedste række.

Nu kan B.T. afsløre, at Premier League-klubben Fulham har fået øjnene op for den talentfulde målmand.

Således har Fulham i en uge været i Danmark for at monitorere Aske Andresen, og det skal blive spændende at se, om den engelske klub vil smide et bud på målmanden, som i december forlængede kontrakten med Silkeborg frem til udgangen af 2025.

»Aske Andresen er helt åbenlyst et stort keeper-talent, og det er derfor en stor glæde at have forlænget aftalen med ham,« sagde Silkeborgs sportschef, Jesper Stüker, i forbindelse med kontraktforlængelsen og tilføjede:

»Han har allerede smagt på det højeste niveau med sin Superliga-debut, og der er ingen tvivl om, at han har alle redskaberne til at få mange flere kampe, hvis han fortsætter sin gode udvikling. Vi glæder os over at fortsætte samarbejdet med ham og sammen jagte nye milepæle,« lød det om Aske Andresen, som også er en del af Danmarks U18-landshold.

Fulham havde en flot sæson i Premier League og sluttede på tiendepladsen.