Nu sker det.

B.T. kan afsløre, at Andreas Schjelderup ryger til Benfica i en handel, der sikrer FC Nordsjælland 14 millioner euro, 105 millioner kroner. Modsat tidligere rapporter om prisen for skiftet gælder det, at Benfica betaler pengene her og nu for den unge nordmand, og der er ingen bonusser i transferen.

Til gengæld har FC Nordsjælland sikret sig en række videresalgsklausuler.

Men inden da er alt nu i Andreas Schjelderups hænder.

Den 18-årige nordmand har onsdag efter enigheden mellem klubberne forladt FC Nordsjælland og er på vej til Lissabon for at inspicere forholdene hos Champions League-kvartfinalisterne, og derefter skal han gennemgå lægetjek og underskrive sin lange kontrakt med klubben.

Andreas Schjelderup kom til Danmark i sommeren 2020, og interessen for ham har det seneste halve år været enorm.

Som B.T. kunne afsløre for et halvt år siden, prøvede Sevilla at købe ham fri for 75 millioner kroner, men FC Nordsjælland afviste et salg med tanke på, at værdien kun ville stige i løbet af efteråret.

Sådan forløb det også, og Andreas Schjelderup var i den første halvdel af sæsonen en altoverskyggende profil i Superligaen.

Det betød, at prisen også steg, og klubben har taget udgangspunkt i sidste sæsons salg af Kamaldeen Sulemana for at prissætte Andreas Schjelderup.

Kamaldeen Sulemana røg også for 14 millioner euro i direkte betaling, mens der var seks millioner euro i bonusser, og da Andreas Schjelderup er et år yngre og i denne sæson har bedre statistikker end Kamaldeen, har FC Nordsjælland stået fast på, at man ville have som minimum samme beløb for sin norske guldfugl.

Det er lykkedes, og Andreas Schjelderup har nu sat kursen mod Portugal.