Andreas Cornelius vender hjem til Superligaen og FC København.

B.T. kan afsløre, at angriberen er nået til enighed med sin tidligere klub om en aftale, og at FC København blot mangler de sidste detaljer med Trabzonspor, før en historisk aftale bliver en realitet.

Ifølge B.T.s kilder i Tyrkiet vil FC København købe ham for en rekorddyr pris på seks millioner euro. Det er 45 millioner kroner og dermed lig med det dyreste indkøb i Superligaens historie.

Andreas Cornelius har ifølge B.T.s oplysninger været i kontakt med FC København over en længere periode, og da han for nylig fik et barn, har familien ønsket at vende snuden hjemad.

Landsholdsangriberen spillede så sent som i sidste uge mod sin nu kommende arbejdsgiver, da FC København slog sig forbi Trabzonspor i Champions League-kvalifikationen og sikrede sig mere end 200 millioner kroner.

En del af de penge bliver nu brugt på at få Andreas Cornelius hjem til Parken, hvor han tidligere har været ad flere omgange.

Først som ungdomsspiller, inden han rejste han ud i 2013, hvor Cardiff City købte ham. Kort tid efter var han tilbage i København for så i 2017 at prøve udlandet igen.

Siden har han været i både Serie A, på lån i Frankrig og senest altså hos de tyrkiske mestre. Nu er han tilbage, hvor det hele startede.

Dermed dropper FC København også tankerne om at få en anden dyr angriber i polske Krzysztof Piatek til Danmark.

Den danske mesterklub var i kontakt med Hertha Berlin om et skifte, men når Andreas Cornelius siger ja tak, slår man til.