En højre wingback ind, en højre wingback ud.
B.T. kan afsløre, at Brøndby er tæt på et salg af Andreas Bruus til fransk fodbold. Kun de sidste detaljer mangler, før der er hvid røg.
Hvis det som forventet bliver til en handel, er 23-årige-Andreas Bruus' afløser allerede blevet fundet i nordmanden Sebastian Søraas Sebulonsen.
Brøndby er ifølge B.T.s oplysninger blevet enig med den 22-årige nordmand, ligesom hans klub Viking har accepteret et bud på ni millioner kroner fra Brøndby.
Det skifte ventes derfor at blive gennemført meget snart.
For Andreas Bruus' vedkommende vil et farvel til Brøndby ske et år før kontraktudløb på Vestegnen, hvor han har spillet hele sin fodboldkarriere.
Den tidligere angriber har kun haft et afbræk med et udlån i sæsonen 2018/2019, hvor han tørnede ud for FC Roskilde.
Siden debuten året forinden har Andreas Bruus spillet 73 Superliga-kampe i den blå-gule trøje, og det er blevet til fire mål. Og ikke mindst en guldmedalje i 2021.
Nu skal han på eventyr uden for landets grænser, når de sidste knaster er høvlet væk.