Brøndby bliver lørdag en kæmpe publikumsdarling mindre.

Den danske mesterklub er blevet enig med den italienske Serie A-klub Genoa om et salg af Morten Frendrup, der er en rigtig Brøndby-dreng og kommet op fra klubbens Masterclass.

Sent fredag aften kunne den italienske transferjournalist Gianluca Di Marzio i en lille notits breake en forestående handel, og B.T.s kilder i Italien bekræfter oplysningerne og fortæller, at handlen til 3,5 millioner euro, lidt over 26 millioner kroner, er så godt som lukket.

B.T. kan nemlig afsløre, at Morten Frendrup lørdag tager til Italien for at gennemgå lægetjek og underskrive sin kontrakt med den nye klub.

Aftalen i Genoa kommer ifølge B.T.s oplysninger til at løbe til sommeren 2026.

I det hele taget er der gang i en masse på udgangssiden på Vestegnen.

Også anfører Andreas Maxsø tiltrækker sig opmærksomhed fra udlandet i franske Bordeaux, ligesom det ifølge B.T.s oplysninger er gældende for Anis Ben Slimane.

Sidstnævnte er i øjeblikket til AFCON med Tunesien.