Kamil Wilczek tog turen den ene vej via en mellemstation.

Nu kan den tidligere FCK-angriber Andrija Pavlovic – uden nogen yderligere sammenligning i øvrigt – lave et skifte, der dufter lidt af det samme.

Brøndby er nemlig ifølge B.T.s oplysninger interesseret i angriberen, der tidligere har slået sine folder hos ærkerivalerne FC København, men som nu tjener sin løn i østrigske Rapid Wien.

Brøndby leder intenst efter en angriber, og i den søgning er man faldet over Andrija Pavlovic.

Andrija Pavlovic har tidligere spillet for FCK.
Andrija Pavlovic har tidligere spillet for FCK. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Han er faldet i så god smag, at Brøndby inden for de seneste to uger har taget kontakt til Rapid Wien for at høre til den serbiske angribers status i klubben.

Og den er meget klar. Andrija Pavlovic har ikke en stor fremtid i klubben, hvorfra han senest har været udlejet til Cypern – og han er lige nu en del af østrigernes andethold.

Derfor er han altså også inden for nogenlunde økonomisk rækkevidde for Brøndby og fodbolddirektør Carsten V. Jensen, som ikke ønsker at smide om sig med store beløb i sit arbejde på at skabe et Brøndby i økonomisk balance.

Men Andrija Pavlovic skulle ikke nødvendigvis være uden for rækkevidde for Brøndby, og kilder tæt på forløbet betegner det lige nu som 50-50, om Pavlovic ender i Brøndby.

Sker det, vil Brøndby hente en angriber, som har en fortid hos FC København.

Det er normalt ikke specielt populært, men med tanke på den tidligere Brøndby-topscorer Kamil Wilczeks skifte til FC København, kan det muligvis være et lille plaster på såret, hvis Brøndby kan hente en tidligere FCK-angriber til klubben.

Også selv om han langt fra var lige så succesfuld eller populær i FC København, som polakken var i Brøndby.

Det vil de kommende uger vise.