Først gjorde FC København det med Mohamed Daramy, nu gør Brøndby det.

Henter den, fansene har skreget på – i årevis – Daniel Wass.

Det kan B.T. afsløre.

Alt er ordnet, og Atlético Madrid har sendt tommelfingeren i vejret, så Daniel Wass ifølge B.T.s oplysninger fredag morgen er på vej til lægetjek i Brøndby.

Daniel Wass skifter til Brøndby.
Daniel Wass skifter til Brøndby. Foto: Roman Rios
Vis mere

Allerede torsdag aften, mens Brøndbys spillede og røg ud af Conference League med nederlag til Basel, blev Daniel Wass fragtet til Danmark. Det har B.T. set dokumentation på fra Roskilde Lufthavn, hvor landsholdsspilleren landede i et privatfly og blev genkendt.

Det er blot et halvt år siden, at han skiftede til de daværende mestre fra Atlético Madrid, som købte ham fri i Valencia og gav ham en kontrakt, der varer denne sæson med, men allerede i sin første kamp for storholdet blev Daniel Wass skadet, og så var det af uransagelige årsager slut med spilletid.

Den har Daniel Wass behov for, da landstræner Kasper Hjulmand ikke har lagt skjul på, at han ikke har tid til at spille sin udvalgte i form, når VM kalder om få måneder.

Så da Atletico Madrid investerede i højrebacken Nahuel Molina, blev vejen banet for Daniel Wass' afgang.

I Brøndby skal han i hvert fald ikke frygte for manglende spilletid i de kommende år.

Klubbens fans kan efter en dårlig sæsonstart endelig poppe champagnen og skråle jublen ud. Og måske endda tilgive fodbolddirektør Carsten V. Jensen. Daniel Wass vender hjem.