AGF er i gang med en forrygende sæson, hvor bronzemedaljerne er i egne hænder inden sidste spillerunde, og allerede nu er arbejdet med at forstærke holdet i gang i baggrunden.

B.T. kan afsløre, at klubben forhandler om et køb af den tidligere Viborg-profil Tobias Bech.

Ifølge B.T.s oplysninger er spilleren meget interesseret i at tilslutte sig AGFs projekt, og han kan efterhånden ikke være i tvivl om, at klubben er mere end blot interesseret i ham.

Således var AGF også inde i billedet for et år siden, da Viborg solgte den 21-årige offensivspiller.

Dengang var Tobias Bech dog fast besluttet på at prøve sig af i udlandet og foretrak derfor FC Ingolstadt 04 fra den tredjebedste række i Tyskland.

I 3. Liga har danskeren været fast mand hele sæsonen, hvor det i 35 kampe er blevet til imponerende 13 scoringer og fem assister for en klub, der sluttede i midten af tabellen.

Hvis AGF som ventet lykkes med at køre Tobias Bech i mål, vil det altså være den danske storklub, som vil nyde godt af det giftige venstreben.

AGF vil med en sejr søndag over Brøndby være sikker på at ende på tredjepladsen i Superligaen.