I fodboldens omskiftelige verden er der næsten lige så meget brug for vikarer som i de danske børnehaver.
I denne runde er en fjerdedel af cheftrænerne i Superligaen folk, som ikke er ansat i jobbet på permanent basis.
I AaB har Peter Feher været midlertidig cheftræner siden begyndelsen af november, da Jakob Friis trak sig fra jobbet med henvisning til sin datters sygdom. I Lyngby vikarierer den normale U19-træner Carit Falch i resten af efteråret for den sygemeldte Christian Nielsen. Og i AC Horsens står den mangeårige assistenttræner Mads Lyng i spidsen for Superliga-holdet efter fyringen af Jonas Dal.
Det er i sig selv interessant at blive præsenteret for nye navne på den danske trænerscene, men det er navnligt spændende at se, hvordan vikarerne agerer. Sørger de i al ubemærkethed for, at tingene bare kører videre som under forgængeren? Eller skaber de forandringer? Sat på spidsen: Går de efter cheftrænerjobbet?
Et godt eksempel på en mand, der ikke gjorde det, er Hjalte Bo Nørregaard. Den stilfærdige mand overtog Ståle Solbakkens job i FCK i tre kampe uden at have ambitioner om at overtage nordmandens job.
Ergo valgte Nørregaard forståeligt nok at spille videre, som om intet var hændt. I den vante 4-4-2 uden at foretage sig nogen opsigtsvækkende dispositioner. Hjalte Bo Nørregaard skulle ikke nyde noget af at være cheftræner.
Det skulle Brian Priske til gengæld, da han i august 2019 overtog ansvaret for FC Midtjyllands førstehold i stedet for den fejlcastede Kenneth Andersen. Priske gik målrettet efter at få jobbet på permanent basis.
Fra den første dag på træningsbanen ændrede han det 3-4-3 system, som FCM ellers med stor succes havde benyttet i to år. Introduceret af Jess Thorup og videreført af Kenneth Andersen. Men nu var der en ny sherif i byen, og han spillede 4-2-3-1. Hermed sendte Priske et markant signal til klubledelse og omverden: Jeg gør tingene anderledes – og bedre – end min forgænger! Se bare her.
Peter Feher i AaB gjorde noget lignende, da han pludselig fik mulighed for at prøve kræfter med trænerposten i så stor en klub som AaB.
Feher har cheftrænererfaring fra mindre klubber som HIK og FC Helsingør, så han ved godt, hvad den del af jobbet handler om.
Det kunne man se allerede i hans første kamp som chef i AaB. En hjemmekamp mod Brøndby. Her blev forsvarsprofilen Jores Okore bænket, mens AaBs anfører og offensive talisman, Lucas Andersen, til sin egen utilfredshed blev skiftet ud, da kampen stod og vippede.
Den slags kræver nosser, som man siger. Med sin offensive ageren signalerede Feher, at han havde tænkt sig at udnytte sin chance. Ikke noget med at fedte den hjem ved at kopiere forgængeren.
Lyngbys vikar, Carit Falch, har nu været chef i tre kampe. Den første endte 1-1 mod Horsens, og efterfølgende er Lyngby løbet ind i to klare nederlag mod Brøndby og Randers.
Hidtil har Falch ikke sat sit personlige præg på Lyngbys opstilling, men han var klar i mælet efter kampen mod Randers: Træningskulturen var ikke god nok. Den skulle ændres. Med sine markante udtalelser signalerede Falch forandringer. Jeg er spændt på at se Lyngbys opstilling og udtryk i søndagens kamp mod AaB.
Endelig er der Mads Lyng, den nye vikar i AC Horsens. Vi må gå ud fra, at han kommer til at stå med ansvaret i de tre kampe inden jul. To i Superligaen. En i pokalen.
Hvordan vil Lyng gribe tingene an? Lyng blev assistent i sommeren 2017 og er formet af den tidligere Horsens-træner Bo Henriksen, så det bliver givetvis noget med at gå tilbage til de gamle dyder.
Jonas Dal forsøgte at forfine Horsens’ måde at spille på og fejlede. Den vej kommer Mads Lyng ikke til at fortsætte ad.
For at han skal have en chance for at beholde jobbet, skal der synlige forandringer til. Det må ikke være sådan, at Horsens-spilerne sidder tilbage efter kampen mod AGF og tænker: 'Nå, men så kunne vi da lige så godt have beholdt Jonas.' De skal tænke: 'Hold da kæft, hvor det hjalp at få Mads.'
Når man som Superliga-vikar har fået en uventet mulighed for at træde ind på den store scene, så bør man også udnytte den.
Så må det briste eller bære.
