Oven på de to pokalkampe torsdag aften og adskillige af opgørene i Superligaens to første spillerunder er det svært at komme uden om at skrive om banernes tilstand.

Det har været det helt store samtaleemne i det danske fodboldland.

Jeg brugte selv betegnelsen »grusgravsfodbold« om begivenhederne på Sydbank Park i Haderslev, da Sønderjyske mødte Vejle i søndags, og efter pokalkampen i Vejle i torsdags mente Randers’ svenske målmand Patrik Carlgren da også, at banen var mere velegnet til ishockey end til fodbold.

I Haderslev var banen fuldkommen pløret og opkørt. I Vejle var den frosthård!

Det er jo ikke optimalt. Og jeg har forståelse for de frustrerede spillere og trænere, der efter kampene konstaterer, at »det var umuligt at spille fodbold«. Det er i hvert fald meget sværere end normalt at spille teknisk fodbold langs jorden.

Burde kampene være blevet aflyst? Ja, måske pokalkampen i Vejle, men ikke de andre. For den slags beslutninger handler udelukkende om, hvorvidt banen er »til fare for spillerne«.

Det var den hårde bane i Vejle måske nok, men det er en pløret bane som udgangspunkt ikke. Man kan da sige, at spillerne falder blødt.

Der bliver ikke passet lige godt på alle de danske Superliga-baner. Det er også et tema. De fleste danske stadioner er kommunale, og det er således op til den enkelte kommune at bestemme, hvor mange ressourcer der skal sættes af til banepleje.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Det sker i et samarbejde med den lokale fodboldklub ud fra de krav om for eksempel varme i banen, som der stilles for, at klubberne kan opnå Superliga-licens. Det er da også åbenlyst, at man gør sig mere umage nogle steder end andre, men nogle gange kan man bare ikke gøre noget.

Jeg var selv i Odense til premierekampen mod Lyngby for ti dage siden, og her sneede det både tæt og tungt i timevis op til kampstart. Ikke engang verdens bedste groundkeeper kunne have løst den situation.

Man bliver også nødt til at forstå, at den danske liga er anderledes presset end de fleste andre. Fordi vi har en turneringsstruktur med et grundspil og et slutspil.

Efter 22. spillerunde i slutningen af marts bliver de tolv hold inddelt i to forskellige lag, og så kan det ikke nytte noget, at der er kampe fra grundspillet, der ikke er afviklet.

I mit stille sind kan jeg undre mig over, at det var absolut nødvendigt at fastholde beslutningen om at spille både kvart- og semifinaler i pokalturneringen over to kampe, for så er der endnu færre ledige datoer i det sammenpressede program. Det handler om rettigheder og økonomi, men lige præcis i år kunne man måske have fundet frem til et kompromis.

Hvis de gode mennesker fra FC Nordsjælland, Silkeborg IF, HB Køge og Fremad Amager har lyst til at fortælle de andre lidt om de kunstgræsbaner, der ellers bliver så hårdt kritiseret på andre tider af året, forstår jeg det i øvrigt udmærket. Så vidt, så godt. Det er bøvlet, men showet må fortsætte.

Til gengæld har jeg lyst til at sætte et stort spørgsmålstegn ved myten om, at de dårlige baner favoriserer spillerne med den mest begrænsede teknik. Det har jeg aldrig kunnet se logikken i.

Det må da være endnu sværere for de dårlige teknikere at begå sig på de ujævne baner. Det er vanskeligere for alle at kontrollere bolden, det kan jeg sagtens se, men hvorfor skulle det være endnu sværere for de dygtige end de dårlige?

Det er det så heller ikke, vil jeg hævde. Det vil jeg gerne fremhæve et par eksempler på. Det ene fra kampen mellem Sønderjyske og Vejle i søndags. Her blev kampens eneste mål scoret af banens bedste tekniker, nemlig Vejles Wahid Faghir, som under de svære forhold var i stand til at ramme bolden perfekt, da han fik chancen. I fuldendt balance dunkede han bolden op i nettaget, selvom den hoppede og dansede på den bulede bane.

Torsdag aften sad jeg og glædede mig over FC Midtjyllands Gustav Isaksen, der nærmest svævede hen over mudderet i Odense og skilte sig ud som banens bedste spiller.

Er Isaksen en knoldesparker? Nej, ikke just. Han er en brillant tekniker på vej mod det store gennembrud, og trods betingelserne brugte han sin overlegne teknik til at køre godt og grundigt rundt med sine modstandere. Som englænderne altid siger det: 'Can you do it on a rainy night in Stoke?' Ja, de bedste spillere kan.

Lad mig slutte med at citere min gamle træner Viggo Jensen, der som aktiv spillede i Bayern München. Når vi til træning i Silkeborg brokkede os over banerne og henviste til, at de var umulige at spille på, så sagde han altid til os: 'Det er sjovt nok. Uanset hvordan banerne var nede i Bayern, så var Beckenbauer altid den bedste.'