Bruuns blog: Originalen

Jeg vil gerne hylde Bo Henriksen.

Det besluttede jeg mig for sidste søndag, da jeg stod sammen med ham i Canal 9's studie og evaluerede kampen mellem AC Horsens og FC Midtjylland.

Faktisk præcis i det øjeblik, hvor han udbrød: »Jamen, Morten, det er jo ligegyldigt med al den træning og de træningskampe. Det hele handler om, at mennesker bliver motiveret af gode oplevelser.«

Og så smilede han og forsøgte at få sin hvide lærredsskjorte og de slidte cowboybukser til at forme sig, så han bare nogenlunde kom til at se ud som det, han er: træner i Superligaen.

Med sit lange hår, sin lille fardunk og sit imødekommende væsen ligner han ellers mest af alt ham den rare pædagog henne fra fritidshjemmet, som altid er med på at fange frøer og lave snobrød.

I sådan en sammenhæng ville den 45-årige Henriksen ikke skille sig voldsomt ud. Men det gør han i fodboldens verden. Her er han alt det, de andre ikke er. En ægte original. Sagt i ordets bedste betydning.

Forhistorien til vores møde for en uge siden var min store irritation over, at AC Horsens, som den eneste af de 14 Superliga-klubber, ikke ønskede at spille så meget som en eneste træningskamp inden Superligaens genoptagelse. Jeg synes, det var at nedgøre produktet, men det var det ikke, forsikrede Henriksen.

»Ved du hvad? Jeg har nærmest ikke huske, hvornår vi sidst har vundet en træningskamp. Og når nu vores sidste fælles oplevelse var 1-0-sejren i Parken, var der da ingen grund til at tage til Aarhus og risikere at få en røvfuld,« ræsonnerede han og understregede, at hvis Horsens havde tabt deres seneste turneringskamp inden corona-pausen, ja, så havde han set anderledes på sagen. AC Horsens havde faktisk aftalt en træningskamp mod AGF, men den blev aflyst på foranledning af Horsens. AGF ville gerne have spillet.

Nå, men tilbage til Bo Henriksen, som efterhånden har været træner i AC Horsens i seks år. Med uafbrudt succes, når man måler på slutproduktet. Ren overlevelse i den første sæson, vel at mærke i den næstbedste række i en periode, hvor AC Horsens var tæt på at gå konkurs.

Andre ville have løbet skrigende bort med henvisning til de totalt ændrede præmisser, men ikke Bo Henriksen. Han var alligevel ikke bedre vant fra Brønshøj, så han blev på sin post og skaffede AC Horsens op i Superligaen i den følgende sæson. Siden fulgte tre sæsoner, en med slutspilsdeltagelse og to med overlevelse i sidste øjeblik.

Nu må vi se, om ikke denne sæsonafslutning bliver mere stille og rolig, for Horsens ligger lunt efter de to sensationelle udesejre over FC København og FC Midtjylland. Men hvis nu det går så galt, at AC Horsens må ud i en afgørende nedrykningsduel, så vil jeg nødigt være deres modstander. Primært på grund af træneren.

Ingen kan som Bo Henriksen sætte sit hold op til den slags kampe med sin drengede insisteren på, hvor vidunderligt det er med disse opgør, hvor man kæmper for klubbens eksistens.

»Det er jo det, vi allerhelst vil,« griner han. Altid tro mod sit menneskesyn. Når Bo Henriksen vakler, så er det på det taktiske plan, hvor han kan være hurtig til at afprøve og forkaste forskellige ideer og opstillinger. Men på det personlige plan tvivler han aldrig. Spillerne skal bare have masser af kærlighed, som han altid siger.

Men er Bo Henriksen ikke bare en fantast, der rider på en bølge? Det er der jo mange, der har sagt gennem årene. Jeg har også selv været blandt dem, der ind imellem har spået, at »nu går den ikke længere for Horsens. Nu rykker de ned.« Det gør de bare ikke. Vi tager fejl igen og igen.

En del af hemmeligheden er, at AC Horsens i udpræget grad spiller deres eget spil og på den måde undgår at blive en dårlig kopi af de klubber, der har langt større ressourcer. Ingen tør som Bo Henriksen gå mod strømmen. Og være sig selv.

Hvis der er noget, Superligaens største original ikke gør, så er det at gå i de andres fodspor.