Indrømmet. Jeg er en af dem, der reagerer med en instinktiv skepsis, når jeg hører, at endnu en dansk fodboldklub har fået udenlandske ejere.
For hvordan skal det nu gå? Hvad med tilknytningen til lokalsamfundet? Talentudviklingen? Forankringen?
Efter at Sønderjyske for en måneds tid siden blev overtaget af familien Platek fra USA, er der nu otte danske klubber i de to bedste rækker, som har ejere fra andre lande end Danmark. FC Midtjylland, Vejle, FC Nordsjælland og Sønderjyske i Superligaen.
FC Helsingør, Fremad Amager, HB Køge og Vendsyssel FF i den næstbedste række, og – kunne jeg tilføje – så er der en række klubber, der ville ønske, at de også havde ejere fra udlandet.
For klubber som Randers, Silkeborg og Lyngby er det selvfølgelig ikke et mål i sig selv med en udenlandsk ejer. Det er den kapital og den sikkerhed, der følger med, som er attraktiv.
I den forløbne uge har jeg været på besøg i Vejle Boldklub og HB Køge, og jeg må sige, at jeg ingen af stederne har fået en oplevelse af, at det er negativt med udenlandske ejere.
Begge klubber passer sig selv, der er danskere i administrationen, de lokale sponsorer bakker fortsat op, og talentudviklingen kører for fuld tryk begge steder.
I mine samtaler med de to klubbers direktører, Henrik Tønder og Per Rud, har jeg heller ikke fået andet indtryk end, at dagligdagen fungerer. Ingen af de to får besøg derhjemme af mørklødede mænd med knive mellem tænderne, der truer med, at hvis ikke den næste kamp bliver vundet, så…
Vejle Boldklub blev 28. juni 2016 overtaget af den moldoviske spilleragent Andrew Zolotko og hans kinesiske forretningspartner Lucas Chang. Zolotko ejer 60 procent af aktierne i det, der kaldes for VB Alliancen A/S. Vejles økonomiske situation var yderst desperat på overtagelses-tidspunktet, men lige nu er klubben det bedste sted, den har været i mange år.
Lige da Zolotko rykkede ind, vrimlede det med nye udenlandske spillere fra nær og fjern, men da Vejle spillede 2-2 med FC København for en måneds tid siden, var der syv danskere i startopstillingen. Den slags er jo slet ikke usædvanligt. Var det ikke Jan Bechs Brøndby, der spillede med 11 udlændinge?
Det samme mønster har der været i HB Køge. Den 1. juli 2019, i øvrigt på HB Køges 10-års jubilæumsdag, overtog det amerikanske tøjfirma Capelli Sport aktiemajoriteten i klubben. George Altirs ejer i dag 76 procent af aktierne og er dermed ham, der bestemmer.
Da HB Køge forleden mødte FC Fredericia, var der otte danske spillere med, da kampen blev fløjtet op. Jeg ved det, for jeg var selv på stadion. Også for HB Køges vedkommende har den udenlandske overtagelse af klubben betydet en helt anden økonomisk sikkerhed, end klubben tidligere har oplevet.
For fire år siden var HB Køge tæt på konkurs. I dag er den en velfungerende virksomhed med langt flere ansatte end tidligere og med udsigt til om få år at spille på et splinternyt stadion. Capelli Sport har ikke noget med selve stadionbyggeriet at gøre, men firmaet har tegnet et stort navnesponsorat.
Nå, nu er ham Morten ordentlig blevet hjernevasket, er der måske nogen, der vil tænke. Ja, jeg er ikke så naiv at tro, at jeg har fået forevist alt det beskidte vasketøj i de to klubber. Men når erfarne klubfolk som Henrik Tønder og Per Rud, der begge har arbejdet i dansk topfodbold i årevis, samstemmende fortæller mig, hvor godt det går, så lytter jeg da.
Hvis der er en pris at betale, så består den i, at klubejerne til hver en tid bestemmer, om en spiller skal være der eller ej. Men sådan er det jo også, hvis klubejeren er dansk.
I Vejle kommer Andrew Zolotko med spillere, som han vil have placeret i Vejle med henblik på videre udvikling og videresalg. Det kan være spillere, Vejle ikke har bedt om. Men hvis moldoveren kommer anstigende med spillere, der ikke er gode nok, undergraver han jo sin egen forretning.
Zolotko lægger vejen forbi Vejle hver anden måned, mens der er endnu længere imellem, at HB Køge ser George Altirs. Som Per Rud udtrykker det, så »aner George ikke engang, om vi spiller i weekenden«.
Det har været godt for mig at besøge Vejle og Køge. For jeg har været bekymret for den stigende udenlandske indflydelse i de »gamle, hæderkronede danske klubber«. Det er jeg ikke længere i samme grad.
Javel, klubberne har afgivet noget indflydelse. Men de har til gengæld fået et mere solidt økonomisk fundament og fungerer i øvrigt på præcis den samme måde som tilsvarende klubber med danske ejere.
Nu forstår jeg også bedre, hvorfor mange af de øvrige klubber i dansk topfodbold har et ønske om at blive overtaget.
