2020 var i høj grad FC Midtjyllands år.
Dansk mester. Champions League-deltager. Nummer 1 i Superligaen. Videre i pokalturneringen. Fuldt hus. Der var mange ting at imponeres over undervejs. Men det mest markante aftryk satte FC Midtjylland i november og december.
I lige præcis den periode, hvor skeptikerne havde forudset, at kræfterne ville slippe op på grund af det hårde program med kampe to kampe om ugen. Det skete bare ikke. Til trods for, at Brian Priske trak tunge veksler på en række af de samme spillere.
Tingene blev bemærkelsesværdigt nok sat på spidsen i den sidste uge op mod julepausen, hvor FC Midtjylland spillede tre kampe på otte dage. Lad mig kort gennemgå en for en.
Mandag aften. OB-FC Midtjylland 1-1. Ikke FCM's bedste kamp, men en kamp, hvor FCM var over det hele i slutfasen. Mens OB i den sidste halve time var henvist til at forsvare sig.
Torsdag aften. FC København-FC Midtjylland 6-7 efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. 120 minutters armlægning mod et supermotiveret FCK-hold. FCK havde haft et døgn mere til at restituere, men det var ikke til at se. Heller ikke i den forlængede spilletid.
Mandag aften. FC Midtjylland-FC Nordsjælland 3-1. Nok en understregning af midtjydernes styrke. Fire døgn efter sejtrækkeren mod FCK splittede FC Midtjylland deres modstandere ad. 6-1 havde været retvisende mod en modstander, der havde haft en uges pause op til kampen.
Det mest markante ved FC Midtjyllands stærke afslutning på sæsonen er, at træner Brian Priske nærmest holdt op med at rotere sine spillere. Det skete efter kampen mod FC Nordsjælland 31. oktober.
Her startede FCM med folk som Manjrekar James, Nikolas Dyhr, Nicolas Madsen og Bozhidar Kraev og tabte 1-4. Bortset fra en pokalkamp mod HB Køge en uge senere blev det sidste gang, FCM for alvor roterede sin trup i efteråret 2020.
I de sidste ni kampe i efteråret spillede Jesper Hansen, Erik Sviatchenko, Alexander Scholz, Frank Onyeka, Paulinho, Dion Cools, Anders Dreyer og Sory Kaba alle sammen otte eller ni kampe fra start. Uden at de gik ned i kadence. Det samme havde Jens-Lys Cajuste gjort, hvis ikke han havde fået corona.
Hermed tog FCM-chefen konsekvensen af, at hans reserver langtfra er lige så gode som hans stamspillere. Det havde de allerede antydet i de tre kampe i begyndelsen af Superligaen, hvor Priske roterede mest, nemlig i de smalle sejre på 1-0 over Lyngby og Randers og i 2-2-kampen mod AC Horsens.
Og efter ovennævnte 1-4-nederlag til FC Nordsjælland holdt Priske nærmest op med at bruge dem. Fordi han ville gøre en god figur på alle fronter. Det lykkedes. Også i Champions League, hvor FC Midtjylland leverede sine to bedste kampe i december. Priske kunne have ofret pokalkampen mod FC København, men sådan tænker et stort hold ikke.
For sådan en som mig, der stædigt fastholder, at professionelle fodboldspillere bør være i stand til at spille to kampe om ugen over et længere tidsrum, var det en fornøjelse at se FC Midtjyllands stamspillere gøre op med myten om, at den slags er åh, så uoverkommeligt.
Ja, erfarne folk som Erik Sviatchenko og Alexander Scholz så bare ud til at nyde deres fodbold mere og mere, jo nærmere vi kom juleaften. De spillede begge otte af FCM's sidste ni kampe i efteråret.
Sviatchenko havde karantæne mod Atalanta, og Scholz sad over mod FCK i pokalen. Folk som Dion Cools, Paulinho og Sory Kaba blev ganske enkelt bedre og bedre, jo hårdere de blev belastet.
I slutningen af efteråret var der kun reel kamp om positionerne bag Sory Kaba. Her kappedes Awer Mabil, Pione Sisto, Evander, Gustav Isaksen og Mikael Anderson om de to pladser, som Anders Dreyer ikke besatte.
Men det handlede mere om kvalitet end rotation, fordi ingen af dem ramte deres bedste niveau i mange kampe i træk.
FC Midtjylland fik gjort op med flere myter i 2020. Først og fremmest den om klubbens manglende europæiske formåen. Men også den om, at det er så stor en ulempe med et presset program.
Gu' er det ej. For de bedste spillere er det inspirerende og motiverende.
Det har FC Midtjylland bevist i de seneste par måneder.
