Det værste for en sportsdirektør er, hvis hans træner hverken gør det godt nok eller dårligt nok. For skal han så forlænge trænerens aftale eller afbryde samarbejdet?

Det dilemma sidder fodbolddirektør Carsten V. Jensen fra Brøndby og sportschef Michael Hemmingsen fra OB i lige nu. De har begge to en træner ansat, som har kontraktudløb i sommeren 2021. Dermed skal de snart tage en beslutning.

Skal Brøndby beholde Niels Frederiksen? Skal OB beholde Jakob Michelsen? I denne klumme vil jeg antage, at begge trænere ønsker at blive, men det er jo ikke sikkert. De har begge været henholdende i deres retorik, og det er nok meget klogt.

Problemet i forhold til den afgørelse, Carsten V. Jensen og Michael Hemmingsen skal foretage, er, at den ikke er oplagt. For et år siden var AGF i en tilsvarende situation i forhold til David Nielsen, men det var jo åbenlyst for enhver, at AGF skulle søge at forlænge Nielsens kontrakt.

Jakob Michelsen kom til OB for to et halvt år siden. I sin første sæson i den fynske klub bragte han for første gang i syv år OB i slutspillet, men i sidste sæson pegede pilen den modsatte vej. Det lykkedes dog for Michelsen at vende udviklingen til sidst og skaffe OB en syvendeplads efter nederlag til AGF i playoff-finalen om en plads i Europa League.

I pokalturneringen nåede OB semifinalen i Michelsens første sæson og røg tidligt ud i den anden. Det er kun fynske fantaster, der vil stemple Michelsens resultater som direkte dårlige, men OB havde håbet på mere. Den aktuelle placering som nummer otte er heller ikke tilfredsstillende. Men er OB's spillertrup overhovedet til mere? Det mener jeg faktisk ikke.

Så er der Niels Frederiksen. Han overtog Brøndby i sommeren 2019 og fik efter et svingende efterår stor kredit for Brøndbys forår, ikke mindst set i lyset af at hans trup blev ribbet for profiler undervejs. I Europa leverede Frederiksens Brøndby en uforglemmelig aften mod polske Lechia Gdansk, men røg så ud på røv og albuer mod portugisiske Braga.

I pokalen røg Brøndby hurtigt ud med 0-1 hjemme mod Sønderjyske. Brøndby blev nummer fire i Superligaen og kvalificerede sig dermed ikke til europæisk fodbold. I denne sæson har Brøndby generelt set godt ud og ligger lige nu nummer fire med to point op til førstepladsen.

Brøndbys cheftræner Niels Frederiksen (th.) og OBs cheftræner Jakob Michelsen (tv.) ved fortsat ikke, om de får deres kontrakter forlænget
Brøndbys cheftræner Niels Frederiksen (th.) og OBs cheftræner Jakob Michelsen (tv.) ved fortsat ikke, om de får deres kontrakter forlænget Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

For både OB og Brøndby er det altså lidt på den ene side og lidt på den anden. Hverken berusende eller uacceptabelt. Eller som jeg skriver i overskriften: Hverken godt nok eller dårligt nok. Mange snakker så meget om kontinuitet, som en evigt saliggørende faktor, men hvad så, hvis det er kontinuitet på et middelmådigt niveau?

Hvad nu, hvis en sportslig ansvarlig ikke føler, at holdet udvikler sig i den rigtige retning? Hvis han føler, potentialet er til mere?

En væsentlig pointe i forhold til konstellatiorne Carsten V. Jensen/Niels Frederiksen og Michael Hemmingsen/Jakob Michelsen er, at sportscheferne er tiltrådt senere end trænerne. Det er altså ikke Carsten V. Jensen, der har ansat Niels Frederiksen. Ligesom Michael Hemmingsen ikke har ansat Jakob Michelsen.

Det faktum er ikke befordrende for de to træneres chance for at få tilbudt en forlængelse. En sportschef vil altid føle sig mere ansvarlig for en mand, han selv har udpeget. For så vil han med en fyring skulle indrømme, at »det var mig, der tog fejl«.

I begge klubber må vi forvente en afklaring inden jul. Andet ville være forbløffende. For klubberne kan sige, hvad de vil. Det er ikke optimalt med en træner, der ikke ved, hvor han står.

I tilfælde af, at OB og/eller Brøndby ikke ønsker at forlænge med deres træner, kan jeg se ideen i at trække den så længe som muligt ud fra den betragtning, at man nødigt vil have for lang en periode med en træner, som skal stoppe til næste sommer. Men de kan jo også skifte træner allerede til januar.

Hvis de derimod ønsker at forlænge, skal de gøre det snart. Det skylder de deres trænere. Lige nu signalerer fodbolddirektøren i Brøndby og sportschefen i OB, at de er i tvivl, og det er naturligvis en ærlig sag.

Men de skal snart træffe en beslutning. Så der ikke breder sig en fornemmelse, af, at det i den sidste ende er i mangel af bedre, at de forlænger trænerens kontrakt. Min vurdering er, at Brøndby forlænger med Niels Frederiksen. Mens OB får ny træner fra sommeren 2021.