For mindre end en måned siden var jeg i Herning for at se fodbold.

FC Midtjylland tabte godt nok en tæt og velspillet kamp med 1-2 til Brøndby, men alligevel var lettelsen stor efter slutfløjtet. FCM havde nemlig vundet det første af de to dobbeltopgør om en plads i semifinalen i pokalturneringen med 2-0 og gik derfor videre.

Kursen mod The Double var sat efter et vellykket efterår 2021. FC Midtjyllands anfører – som i dagens anledning var Jonas Lössl – takkede stolt det fyldte stadion. Målmanden havde stået en god kamp. Alt var godt. Lige indtil det nytårsaftensdag gik op for os, at det var det så ikke alligevel.

Den 1. februar 2021 blev den erfarne Lössl blevet hentet hjem fra udlandet på en lang kontrakt, der blev fejret af begge parter. I 2004 var Lössl den første spiller til at skrive under på en akademikontrakt i FCM. Nu skulle cirklen sluttes.

»Det er en fantastisk historie og et perfekt match,« udtalte FCMs sportschef, Svend Graversen.

»Det er kæmpe stort at være tilbage i FC Midtjylland,« supplerede målmanden.

På det tidspunkt rådede FC Midtjylland godt nok stadig over den dygtige Jesper Hansen, men vi måtte forstå, at det var vigtigt for en topklub som FC Midtjylland at råde over to keepere på landsholdsniveau. Jeg var enig og hyldede FCM for det konsekvente valg.

Jesper Hansen kunne ikke se det sjove i det, så efter at han som forventet havde mistet sin plads til Lössl i løbet af foråret, fortrak han til AGF. Nu tilhørte pladsen definitivt Lössl. Troede vi.

FC Midtjyllands islandske målmand Elias Olafsson (tv.)
FC Midtjyllands islandske målmand Elias Olafsson (tv.) Foto: Henning Bagger
Vis mere

For i kølvandet på en skade i september, da Lössl var på landsholdstjeneste, trådte den unge islænding Elias Olafsson ind på scenen. Den fåmælte mand fra Nordatlanten stod ganske enkelt så godt, at han beholdt sin plads i FCM-målet, også efter at Lössl igen var klarmeldt. Ja, Olafsson gjorde det så godt, at han i samme periode erobrede målmandsposten på det islandske A-landshold.

Det var en pikant situation for træner Bo Henriksen, der tydeligvis ikke var til sinds at give Lössl nogen fordele. Til gengæld fik Olafsson heller ikke lang snor, for efter en usikker optræden mod AGF blev islændingen atter bænket.

Herefter blev Jonas Lössl geninstalleret i målet. Han spillede de sidste seks kampe i efteråret og kunne gå på juleferie som det, han og alle andre havde regnet med at skulle være: førstemålmand i FC Midtjylland. Nu ser det så ud til, at han har spillet sin sidste kamp for den klub, han angivelig elsker så højt.

For 31. december 2021 sendte FC Midtjylland en mærkværdig pressemeddelelse ud om, at Jonas Lössl var udlejet til Brentford i foråret. FCM ville ikke 'stå i vejen for Lössls ønske om et skifte i jagten på at spille sig ind i den danske VM-trup'.

Målmand Jonas Lössl i aktion for FC Midtjylland tilbage i november måned
Målmand Jonas Lössl i aktion for FC Midtjylland tilbage i november måned Foto: Henning Bagger
Vis mere

Undskyld. Hvad? Danmarks stærkeste klub udlejer sin førstemålmand forud for et forår med vigtige kampe i Superligaen, i pokalen og i Europa. Hvor dumme tror FCM, at vi andre er? Det gav da ingen mening.

Alle kunne regne ud, at der stak noget under. Der var jo ikke tale om et salg til masser af millioner. Og Lössl skal efter min vurdering blot agere reserve for spanske Álvaro Fernández.

Der gik da heller ikke mange dage, før Lössl ikke længere gjorde gode miner til slet spil. I et interview med TV 2 slog målmanden fast, at han aldrig kommer tilbage til FC Midtjylland. Det kapitel er slut, selvom Lössl har kontrakt til sommeren 2025. På heden har man forsøgt at gyde olie på vandene. Men selvfølgelig vil man efterkomme Lössls ønske om at komme væk. Hvis ikke, havde FCM jo blokeret hans aktuelle skifte til Brentford.

Jamen, hvad er der dog sket? Det må da handle om andet og mere, end at Lössl mistede sin plads til Olafsson i efteråret. Han havde jo genvundet den og kom i øvrigt hjem til det, der i udgangspunktet var en hårdere konkurrencesituation med Jesper Hansen. Der er altid konkurrence i en topklub. Det ved Lössl da alt om.

Jeg er tilbøjelig til at tro, at det er mere dramatisk end det. Men jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at det virker besynderligt, at en klub som FC Midtjylland udlejer sin bedste målmand – for det var Jonas Lössl vel, eftersom han stod i mål i efteråret sidste seks kampe – midtvejs i mesterskabskampen.

I forhold til den kommunikationsmæssige del skal FC Midtjylland lade være med at undervurdere omverdenen. Vi kan faktisk godt tænke selv. Men lad nu det ligge. Jeg er spændt på at se, hvad midtjyderne gør i løbet af januar.

Satser de på en målmandsduo med Olafsson og den uerfarne Jared Thompson? Hvis ja, så er mesterskabsfavoritterne alvorligt svækket. For hvad nu hvis Olafsson bliver skadet?

Hvad Lössl angår, er der blot tilbage at ønske held og lykke. Det sidste blev det åbenbart aldrig i FC Midtjylland. Det MÅ have handlet om andet og mere end blot en skærpet konkurrencesituation.