Ja, der er masser af kampe tilbage.
Helt præcist 23. Og masser af point at spille om. Nemlig 69. Men det er naivt at tro, at Lyngby og Horsens skal kunne skrabe tilstrækkelig mange point sammen til at undgå den nedrykning, der allerede fra sæsonstarten har virket sandsynlig.
Senest spillede de to bundklubber symptomatisk nok 1-1 i deres indbyrdes opgør og står fortsat uden sejre. De har sølle tre point hver efter tre gange uafgjort.
Den bedste måde, jeg kan illustrere Lyngbys og Horsens' udsigtsløse situation på, er ved at stille følgende retoriske spørgsmål: Hvis du tror, de kan redde sig, hvilket hold er det så, du tror, de kan indhente? Nej, vel?
...Superligaen er reduceret fra 14 til 12 hold, og lige pludselig er der to hold færre at hænge sin hat på...Morten Bruun
Inden sæsonen ville man nok have peget på Sønderjyske og Vejle som et par muligheder, men begge klubber ligger jo i top-6. Jeg har selv været bekymret for Randers med den smalle trup, de har, men når man kan spille, som Thomas Thomasbergs mandskab gjorde mod FCK, rykker man ikke ud af Superligaen. Så FCK da? Hæ, hæ. Så galt går det vel trods alt ikke.
Det er ikke uventet, at Horsens og Lyngby ligger i bunden. Alle kunne regne ud, at klubber som dem ville blive ramt af, at Superligaen er reduceret fra 14 til 12 hold. Lige pludselig er der to hold færre at hænge sin hat på. Problemet for Lyngby og Horsens er altså ikke bundplaceringen i sig selv. Mere det faktum, at der efter ni spillerunder er hele syv point op til nedrykningsstregen. Matematikken ser unægtelig svær ud.
Har de spillet til mere? Næ. Ethvert hold, der ikke er fuldkommen hjælpeløst, vil altid kunne finde lyspunkter. Perioder med godt spil. Eller kampe med uheldige marginaler. Stolpe-ud. Det var det samme med Silkeborg og Esbjerg i sidste sæson.
Men når jeg kigger på de to aktuelle bundholds kampe, kan jeg ikke finde nogen, de entydigt burde have vundet. Lyngby var tættest på i den målløse sæsonpremiere mod AaB. Horsens i 1-1-kampen hjemme mod FC Nordsjælland, der udlignede sent.

Klubberne har hver haft deres problemer at slås med. I Lyngby har der været meget intern uro. Patrick da Silvas kontrakt blev pludselig ophævet. Sportschef Birger Jørgensen blev sendt på ferie. Og oven i det hele er cheftræner Christian Nielsen blevet sygemeldt for resten af sæsonen med hjernerystelse og piskesmæld efter at være blevet ramt i hovedet af en bold under træningen. Det lyder nærmest som et afsnit af 'Sunday'.
I Horsens er det gået mere roligt for sig i kulisserne. Men inde på banen har frustrationerne været tydelige. Horsens har fået tre røde kort allerede, og hvis de selv mener, at et par af dem var tvivlsomme, så var både Jacob Buus og Hallur Hansson heldige med ikke at blive vist ud i kampen mod AGF.
De negative vibrationer er såmænd forståelige nok, for det er de samme spillere, der leverede så stærkt efter corona-pausen, som nu ikke længere kan vinde. Simon Okosun er væk, men ellers er alle nøglespillerne der stadig.
Til gengæld er træneren ny, og det har været en hård start for Jonas Dal. Efter alle årene med Bo Henriksen er det oplagt med en sammenligning, der ikke falder ud til den nye træners fordel. Tag ikke fejl, for spillerne sammenligner også.

Det største problem for Lyngby og Horsens i den nuværende situation er, at det bliver hundesvært at hente forstærkninger til januar. For det første er ingen af klubberne specielt stærke økonomisk. Det er så, hvad det er. Det værste er, at ingen fodboldspiller ønsker at skifte til en klub, der har udsigt til en sikker nedrykning. Hvem ville du selv vælge, hvis du fik tilbud fra OB, Horsens og Lyngby?
Som det ser ud nu, er Lyngby og Horsens henvist til at indgå korte lejeaftaler, hvis de vil have kvalitetsspillere ind. Sådan gjorde de i Esbjerg sidste forår, og for nu at sige det på den måde, så var det ikke alle i den vestjyske klub, der var imponerede over det ejerskab, nogen af lejesvendene udviste.
Jeg er bange for, at Lyngby og Horsens kommer til at hænge i suppedasen. Jeg kan ikke se, hvordan de skal kunne klare det. Det er ikke længere så tidligt på sæsonen, som de hele tiden hævder. Vi er næsten halvvejs gennem grundspillet.
Min konklusion er i hvert fald klar: Lyngby og Horsens rykker ud.




