Jeg forstår, at fristelsen kan være stor.
For der er ikke noget bedre for en klub end at kunne præsentere en af sine tidligere spillere, der nu er »kommet hjem« for at hjælpe sine gamle venner. For at »betale tilbage«, som det hedder. Alle jubler. Fans, sponsorer og presse. Det er hver gang en god fortælling.
Det viser sig bare ofte, at smilene stivner efter den indledende præsentation. Fordi det viser sig, at der var en grund til, at de fortabte sønner var endt på et sidespor.
For det er jo sådan, det er, når en dansk Superliga-klub henter en af sine profiler hjem fra det, der alligevel ikke blev et udenlandsk eventyr. Selve forudsætningen for, at en aftale kan komme i stand, er jo, at det går dårligt for spilleren. Af den ene eller den anden årsag.
For nu at tage den mest prominente homecoming af dem alle: Hvis Daniel Agger havde været fast mand i Liverpool FC og fysisk på toppen, var han jo aldrig vendt tilbage til Brøndby i sommeren 2014.
Det ender også alt for ofte, som det gjorde med Agger i Brøndby: Uforløst. Daniel Agger spillede 43 Superliga-kampe i sine sidste to sæsoner i Brøndby, som blev nummer tre og fire. Milevidt efter mestrene fra FC København. Netop Brøndby modstod i øvrigt fristelsen til at hente Riza Durmisi tilbage inden denne sæson.
Det gjorde FC København til gengæld ikke i tilfældet Mathias 'Zanka' Jørgensen. Det gjorde FC Midtjylland heller ikke i tilfældet Pione Sisto. Og senest gjorde OB det ikke i tilfældet Bashkim Kadrii.
Jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men jeg gætter på, at de alle tre ligger blandt de allerøverste i deres klubbers lønhierarki. Det har deres indsats på banen desværre ikke afspejlet. Lige nu er de faktisk ikke engang på holdet.
Efter to sublime sæsoner i 2016/17 for FCK og 2017/18 for engelske Huddersfield har Mathias 'Zanka' haft det svært på klubplan. Han slog ikke til i tyrkiske Fenerbahce, som først udlejede ham til tyske Fortuna Düsseldorf og nu altså til FCK. Her var det meningen, at 'Zanka' skulle genindtræde som den store forsvarschef, men den opgave har han ikke kunnet løfte. Og i søndags var han så sat af, da FCK vandt 2-1 over Randers.
Pione Sistos karriere har fulgt nogenlunde samme kurve. Først et par forrygende sæsoner i spanske Celta de Vigo, mål mod FC Barcelona og stribevis af assistos, som de kærligt udtrykte det i Spanien.
Siden blev forholdet mellem Celta og Sisto så anstrengt, at Sisto ville hjem. Allerhelst til FC Midtjylland, som vi måtte forstå, efter at han ellers flirtede voldsomt med FCK. Sisto leverede et udmærket efterår med flere flotte indslag i Superligaen, men gjorde dog ingen forskel på den internationale scene. Og i foråret har han været så dårlig, at han er endt samme sted som 'Zanka': På bænken.
Heller ikke Bashkim Kadriis lukrative tilværelse i den saudiarabiske klub Al-Fateh forløb efter planen. I efteråret 2020 blev Kadrii så meget til overs, at araberne var villige til at ophæve kontrakten og lade ham vende tilbage til OB. Det er to måneder siden.
Kadrii var i god form, fik vi at vide; fodboldfærdighederne skulle bare lige genopfriskes og finpudses. Det har bare ikke været så nemt. Kadrii har dårligt nok haft en vellykket aktion siden sit comeback.
Det har ikke været nemt for nogen af de tre spillere at genindtage deres gamle, dominerende rolle for deres tidligere klubber. Heller ikke selvom de kender klubbens dna og værdier, som den smukke retorik altid fortæller os. Men hvorfor ikke? Er Superligaen blevet bedre? Det er der intet, der tyder på.
Men – og det er så den brutale pointe – det er de pågældende spillere heller ikke, og derfor har de svært ved at leve op til vores forventninger. De blev alle tre solgt på et tidspunkt i deres karriere, hvor de var bedre end nogensinde. 'Zanka' og Sisto var endda så stærke, at de skiftede til klubber i de to største ligaer i verden. Men sidste år er længe siden, som man siger.
De danske klubber han en tendens til at glemme, hvor hurtigt fodboldspillere, der kun spiller sporadisk, mister deres bedste niveau. Også selvom de, som i tilfældene Sisto og Bashkim, stadig befinder sig i 20erne. De er jo ikke fysisk færdige. Heller ikke 30-årige 'Zanka'.
Men de kan heller ikke bare trykke på en knap og sige »så, nu spiller jeg regelmæssigt igen. Nu genfinder jeg hurtigt mit gamle niveau«.
Det skal de danske klubber holde sig for øje. Specielt i forhold til at lave korte aftaler med folk, der har været gennem en periode med meget lidt spilletid.
Jeg kan supplere min liste med navne som Mustapha Bundu og Bubacarr Sanneh, som FCK og AGF ikke ser ud til at få nogen glæde af.
Fodbold bliver mere og mere rationelt. Big data styrer meget, men når det gælder de fortabte sønner, er der stadig en tendens til, at kærlighed gør blind.
