Bruuns blog: 'Alle elskede Hobro'

Det er sandsynligt, at Hobro rykker ud af Superligaen mandag aften, og derfor er der så meget mere grund til at hylde den lille klub i høje toner.

Folk skal forstå, hvilken bedrift det er, at Hobro har været i Superligaen i fem ud af de seneste seks sæsoner, for det er nærmest naturstridigt.

Der bor lige godt 12.000 mennesker i den lille by ved Mariager Fjord, og i fodboldmæssig forstand er der så godt som intet opland. Alle talenter bliver suget op af AaB, Viborg, Randers og AGF.

Hobro IK har heller ingen hovedrig mæcen, så når man kigger på klubbens forudsætninger, burde den reelt ligge i 2. division. Det varede mange år, før Hobro overhovedet blev en divisionsklub. Det skete først i 2005.

Som aktiv spillede jeg blot mod klubben en enkelt gang, nemlig i en pokalkamp med Silkeborg i 1989. Dengang lå Hobro i Jyllandsserien, og det var der ikke noget mærkeligt i. Det passede meget godt til faciliteter og ambitionsniveau.

Jeg er ikke bekendt med, at der på noget tidspunkt blev vedtaget en forkromet plan for Hobro IK's fremtid, men faktum er, at klubben begyndte at etablere sig i divisionerne. I 2010 kom oprykningen til 1. division, hvor man helt efter bogen måtte kæmpe hårdt for at undgå nedrykning i de tre første sæsoner.

Et enkelt år markerede Hobro sig godt i pokalturneringen, og vi, der fulgte godt med, lagde mærke til det nye trænernavn, Jakob Michelsen, og den skæggede sportschef, Jens Hammer Sørensen, ligesom det vakte en vis moro, at klubbens topscorer hvert år var en lang midterforsvarer ved navn Mads Justesen.

Det store eventyr begyndte i 2013. Her tiltrådte Jonas Dal Andersen som cheftræner. I sin første halvsæson reddede han Hobro fri af den sædvanlige nedrykningsfare, men da den nye sæson gik i gang, satte Hobro kursen mod Superligaen og sikrede sig en sensationel oprykning.

Alle elskede den charmerende historie om landmændene og skolelærerne, der bare spillede fodbold i deres fritid. Den blev i øvrigt også fortalt i en DR-dokumentar i fire afsnit, sendt i den bedste sendetid. Alle elskede Hobro.

Det blev de sådan set ved med i klubbens debutsæson i Superligaen, hvor Hobro vandt 3-0 i Parken, bankede Brøndby efter behag og sluttede på en fornem syvendeplads. Det hele var næsten for godt til at være sandt.

I den efterfølgende sæson gik det da også præcis sådan, som vi realister havde forudsagt, og Hobro rykkede ud med et brag. Så meget for det eventyr, kunne vi konstatere. Alle kan danse en sommer, som man siger.

Forkert. For Hobro vendte tilbage allerede året efter, og efter min mening er det denne præstation, der er den allerstørste i Hobros historie. Oprykningen i 2014 var et sammenfald af mange heldige omstændigheder, og derfor blev det med rette kaldt et eventyr.

Men oprykningen i 2017 skyldtes Hobros stædige fastholdelse af de fuldtidsprofessionelle tilstande, som man nærmest var blevet tvunget til at indføre efter den første oprykning. Det betød, at Hobro undgik den store spillerflugt og ovenikøbet kunne forstærke sig undervejs i sæsonen. Blandt andet med den dygtige træner Thomas Thomasberg, der tiltrådte i januar.

Siden har Hobro spillet tre sæsoner mere i den bedste række, så man nu er oppe på hele fem sæsoner i det fine selskab. Det er min fornemmelse, at det har forledt nogen til at tro, at Hobro hermed måtte betragtes som en mere eller mindre etableret del af Superligaen, men intet kunne være mere forkert.

Det var en sensation, at Hobro blev nr. 9 i 2017/18, det var en sensation, at Hobro undgik nedrykning i 2018/19, og det er en sensation, at Hobro i denne sæson stadig har muligheden for at redde sig. Mens store klubber som Esbjerg og Silkeborg er rykket ud.

Hobro har det klart mindste spillerbudget i Superligaen og derfor har træner Peter Sørensen måttet operere med den, i særklasse, tyndeste spillertrup. Den består groft sagt af spillere, som andre klubber har forkastet, samt en række unge, ufærdige amerikanere. Men de har formået at stå sammen som en enhed med en stram og pragmatisk taktik. Ingen bryder sig om at spille mod dem. Hvilket skal forstås som en stor cadeau.

Jeg er kommet til at holde endnu mere af Hobro i anden omgang end i første. Det er ubegribeligt godt gået af den lille klub at have opnået ovenstående resultater. Det skal både Hobro IK og alle vi andre huske på, hvis det ender med en nedrykning. Og hvem ved? Måske kan Hobro i givet fald trodse fodboldens naturlove nok engang og rykke tilbage i Superligaen.