Så er barometeret tilbage efter en længere corona-pause.

Og i dette herlige comeback er der thumbs up til en dansk klub, der virkelig har fået sat gang i et ganske særligt trøjesalg.

Nå ja, og vi skal selvfølgelig også have noget god kritik, og det får en klub fra Østjylland, fordi de simpelthen bare er for fedtede med tegnebogen.

Du får Bruuns barometer her:

Aldrig alene i Brøndby

I Brøndby er man aldrig alene. Det blev understreget med al ønskelig tydelighed og en kolossal købelyst, da klubben lancerede sin specielle corona-trøje med Brøndby-logo og det kortfattede, universelle budskab om sammenhold i en svær tid.

Trøjerne var ikke engang billige. De kostede 399 kroner for voksne og 349 for børn. Alligevel havde Brøndby IF solgt vanvittige 34.369 trøjer, da salget stoppede den 16. maj klokken 03:20. Endnu er trøjerne ikke blevet produceret, men man må imødese noget af en manifestation, når Brøndby spiller sin første hjemmekamp, efter at trøjerne er blevet leveret til august.

I Brøndby bliver man aldrig trætte af at fortælle, hvor specielt sammenholdet er ude på Vestegnen, men 'Aldrig alene'-kampagnen viste i den grad, at det er mere end bare ord.

Kom nu ind i kampen, Horsens!

Det kan også blive for småt, det hele. AC Horsens har charmeret mange af os med sin overlevelseskraft på et af ligaens mindste budgetter, men når en Superliga-klub fravælger at spille en træningskamp, fordi det koster i omegnen af 25.000 kroner at afvikle den efter coronaens forskrifter, synes jeg, det bliver demonstrativt.

Et sådant beløb har alle klubber i Superligaen altså råd til, men åbenbart ikke i Horsens, hvor klubdirektør Kristian Nielsen tilmed understregede, at der jo også kom udgifter til kørsel oven i. Ja, for Horsens skulle have været helt til Aarhus!

Kom nu ind i kampen, Horsens! Alle andre klubber gennemførte en eller flere testkampe og forberedte sig dermed bedst muligt til Superligaens genstart. Det burde I også kunne finde pengene til. Det andet er nærmest utroværdigt.