Vi skal et smut til Vestegnen denne gang.
Her var der nemlig både smukke og hæslige ting at kigge på gennem efterårets kampe.
En angriber formåede nemlig at blomstre i en sådan grad, at kun fantasien sætter grænser for, hvor smukt det kan blive til foråret.
Ja, og så var der lige en målmand, der – især i en pokalkamp for nylig – igen viste prøver på, hvor usikkert og klumret man kan stå mellem stængerne.
Mikael Uhres efterår
For et halvt år siden skrev jeg på denne plads, at den gule trøje var for tung for Mikael Uhre. Sådan at forstå, at han aldrig ville slå igennem i Brøndby. Dette efterår har vist, at jeg tog fejl.
Den stilfærdige mand scorede otte gange i efteråret og sluttede af med et mål i hver af de sidste tre kampe. Målet mod AC Horsens var det nemmeste, eftersom det blev scoret på straffespark, men netop det faktum var værd at lægge ekstra meget mærke til. Det er typisk spillerne øverst i et holds hierarki, der sparker straffespark. Det gjorde Mikael Uhre så. Stensikkert. Uden at blinke.
Det bliver spændende at følge Uhre til foråret, for når en angriber, der i forvejen er både pågående og arbejdsom, også begynder at score mål, så bliver han for alvor interessant.
Marvin Schwäbes mange fejl
Hvis det skal være, kan jeg leve med, at målmænd en gang imellem laver et kæmpedrop. Som Brøndbys Marvin Schwäbe gjorde i slutminutterne mod AC Horsens. Det blev dog uden betydning, for denne gang fik Horsens ikke udlignet.
Men til gengæld var samme Schwäbes målmandsspil i pokalkampen mod Fremad Amager tre dage forinden under al kritik. Hvordan kunne de to afslutninger gå ind? Et langskud fra kanten af straffesparksfeltet i det korte hjørne i en meters højde og en halvkikset afslutning fra en spids vinkel.
Fremad Amagers to mål var i en anden fejlkategori end brøleren mod Horsens, men på en måde var de værre. For når den slags bolde går ind, kan jeg ikke lade være med at tænke: Jamen, hvilke bolde tager Marvin Schwäbe så?
