Hvem gjorde det godt, og hvem gjorde det skidt?

Nogle fra Lyngby gjorde det i hvert fald ikke særlig godt i slutminutterne mod Hobro, da der opstod ballade og uro ude ved sidelinjen.

Til gengæld har en 18-årig angriber i OB gjort det ekstremt godt, hvor det er blevet til hele fire mål i tre kampe!

Du får Bruuns barometer her:

Lyngby-leders halsgreb

Bølgerne gik højt i Lyngby i mandags. Fair nok. Der stod også meget på spil. Men der må trods alt være en grænse.

I kølvandet på et voldsomt frispark af Hobros Edgar Babayan i de sidste sekunder udbrød der en vis tumult blandt spillerne nede ved sidelinjen. Det var, hvad det var. Det er set før. Men pludselig kom der en person fra Lyngbys stab og blandede sig, faktisk med et halsgreb på Hobros Mikkel M. Pedersen. Den slags er til gengæld fuldkommen utilstedeligt.

Hvis ledere overhovedet skal involvere sig i den slags, skal det være for at dæmpe gemytterne. Ikke for at optrappe dem. Det havde klædt Lyngby at tage afstand fra episoden, men det har de mig bekendt undladt at gøre. Nu håber jeg så, at DBU's Disciplinærudvalg drager en passende konsekvens, for den slags kan ikke gå upåtalt hen.

Farlige Fenger

Hvis OB ender med at blive en del af den afgørende kamp om en plads i Europa League til næste sæson, så kan de sende en stor tak til Max Fenger.

Den 18-årige angriber spillede på klubbens U19-hold indtil corona-pausen, men er på rekordtid avanceret til at være førstevalg blandt OB's angribere. Det skyldes skader og dårlig form hos de andre, men den primære årsag er Fengers egen eksplosive udvikling.

Den foreløbige kulmination er kommet i playoffkampene, hvor den selvsikre Fenger har bidraget med fire mål i tre kampe. I ugens løb headede han først to mål ind imod Randers, og derefter hamrede han et langskud i nettet mod Horsens. OB's fans har på rekordtid fået en ny favorit.