Så giver Morten Bruun sit bud på, hvem der gør det godt, og hvem der skal tage sig sammen.
Denne gang gøres der honnør til en Silkeborg-spiller, der har haft enorm betydning, og som nu siger farvel efter næsten 400 kampe for klubben.
Og så er der knap så mange medaljer til en københavnsk midtbane, der ser meget, meget tam ud, når den stiller op uden sin portugisisk-græske styrmand.
Du får Bruuns barometer her:
En ærlig spiller
I dag spiller Dennis Flinta sin kamp nr. 387 for Silkeborg IF. Hvis han kommer ind. For den 36-årige forsvarsspiller er efterhånden en marginaliseret figur på førsteholdet.
Det skal dog ikke overskygge, at den mangeårige anfører har haft enorm betydning for den klub, han har repræsenteret i medgang og modgang i tolv sæsoner. Flinta har været en stille eksistens i dansk topfodbold, men for mig har han altid defineret begrebet en ærlig spiller. En spiller, der vedstod sig, at der både var ting, han kunne, og ting, han ikke kunne, og som herefter spillede ud fra præcis de præmisser.
Nu vi er ved ærligheden, så var der jo også en grund til, at han hverken slog igennem i Brøndby eller i FC Midtjylland. Men så gjorde han det bare i Silkeborg i stedet for, og det fik han en flot karriere ud af det. Tak for det hele, Dennis!
FCK uden Zeca…
…er som et barn uden forældre. Vi vidste det jo godt allerede inden kampen i Parken mod Malmö FF, men her blev det da understreget i en grad, der nærmest er pinagtig for klubbens øvrige topspillere. I særdeleshed dem på midtbanen, selvfølgelig.
I dette efterår har Zeca tre gange fået et hvil på bænken, men både mod Lyngby, mod FCN i pokalen - og gudhjælpemig også mod Hillerød - har Ståle Solbakken været nødt til at sende sin anfører i aktion for et undgå et nederlag.
Det kunne han bare ikke i torsdags, hvor anføreren var ude med karantæne, men ligesom alle vi andre kunne den norske træner i hvert fald se, at FC København er et bemærkelsesværdigt ordinært hold uden Zeca. Intet andet hold i Superligaen er så afhængigt af én enkelt spiller.
