Lejesoldat fra Heden imponerer i bundklub.

I en sådan grad, at nogle midtjyder formentlig gnider sig i hænderne over, at de nåede at forlænge med ham, inden de lånte ham ud.

Og ovre i den mere ærgerlige afdeling finder vi en svensk målmand i hovedstaden, som leverede en gudsjammerlig indsats på samtlige straffespark, der blev sparket mod ham.

Du får Bruuns barometer her:

Victor Torps gennembrud

Når en ung spiller bryder igennem, sker der som oftest på et velfungerende hold. Som for eksempel Jesper Lindstrøm i Brøndby eller Albert Grønbæk i AGF. Men i dette efterår er det lykkedes for Lyngbys Victor Torp at markere sig som sit holds klart bedste spiller i en periode, hvor der ikke er meget, der er lykkedes for klubben.

Faktisk har den 21-årige lejesvend fra FC Midtjylland lavet syv mål i Lyngbys seneste otte kampe. Så sent som i onsdags chippede han overlegent bolden ind til 1-0 mod Sønderjyske i pokalen.

Victor Torps varemærke er hans teknik og visioner, og samtidig har han et formidabelt spark fra distancen. I FC Midtjylland vil de glæde sig over, at have lavet en femårig kontrakt med Victor Torp i sommer, for han bliver spændende at følge i de kommende år.

Johnssons håbløse straffesparkskonkurrence

Der er sjældent grund til at pege fingre ad en målmand efter en straffesparkskonkurrence. Men torsdag aften i Parken var det anderledes.

Sjældent har jeg set så jammerlig en præstation som den, FC Københavns målmand Kalle Johnsson leverede imod FC Midtjylland, da de to danske topklubber skulle afgøre deres pokalmøde fra 11-meter-pletten.

Johnsson var ikke i nærheden af at redde bare et enkelt af FC Midtjyllands straffespark. Hverken de seks i straffesparkskonkurrencen eller det ene i den ordinære kamp, som Johnsson i øvrigt selv begik. Jamen, jeg tror, at selv Claus Steinlein kunne have scoret, hvis det skulle have været.