Så giver B.T.s klummeskribent Morten Bruun sit bud på, hvem der gør det godt, og hvem der skal tage sig sammen.

Vi lægger atter engang ud med roserne, og de går i denne uge til en klub i det nordjyske, som er vanskelige at slå, og som bare har en evne til at få tingene til at hænge sammen.

Og så er der røffel til en klub ovre i det vestjyske, som åbenbart ikke rigtigt gider skabe en ramme, der ellers kunne hjælpe deres pressede hjemmehold lidt.

Du får barometeret her:

To plus to giver fem i Hobro

Ingen bryder sig om at spille mod Hobro. For opkomlingene fra landets mindste by med et Superligahold er altid svære at slå. Som man vil sige på deres jyske hjemegn ved Mariager Fjord, så er Hobro bøvlede at spille mod. De er svære at score imod og svære at besejre.

Af de fire bundhold har Hobro den klart bedste defensiv, hvilket holdet til fulde har understreget her i det amputerede forår, senest i 1-0-sejren over Randers. Har de da hentet forstærkninger i januar? Det kan man ikke sige. Holdets bedste forsvarsspiller, Anel Ahmedhodzic, rejste tilbage til Malmö, hvorefter man hentede Simon Jakobsen, der var fjerdevalg i Silkeborg!

I Hobro er man bare dygtige til at få de enkelte komponenter til at give en stærk sammenhæng. Det, der populært kaldes at få to og to til at give fem.

Tristessen i Esbjerg

Jeg så kampe på fire tomme Superliga-stadioner i sidste weekend. I Aarhus, i Silkeborg, i Esbjerg og i Herning. AGF og FC Midtjylland præsenterede hver deres ambitiøse projekt for at skabe stemning omkring deres kampe.

Silkeborg leverede på en mindre scala ved at hænge et par hundrede røde trøjer op bag det ene mål. Kun i Esbjerg havde man ingenting foretaget sig. Ingen havde gjort sig umage for at skabe en ramme, som måske kunne have inspireret det pressede hjemmehold.

Det var så sølle, at end ikke højttaleranlægget virkede ordentligt. Der har generelt hvilet en tristesse over Esbjerg fB gennem hele sæsonen, og det er i hvert fald ikke blevet bedre efter coronakrisen. Det hele virker bare så opgivende.