En række FC Midtjylland-tilhængere var vidner til en noget chokerende oplevelse, da deres fanbus blev ramt af en sten på vej hjem fra kampen mod Brøndby.

Formentlig blev stenen kastet ned fra en bro, da bussen kørte på motorvejen.

»Der kører en eskort lige bag ved bussen, da det sker. Bussen er kommet på motorvejen og kører 100 i timen. Så lød der et ordentligt brag, hvorefter der så lå en sten inde i bussen,« siger formand for Black Wolves Claus Kejlstrup til B.T. og forklarer, at bussen med FCM-tilhængere forlod stadion 20-25 minutter efter slutfløjt, da det er en standardprocedure.

Ved du noget? Så hører B.T. gerne fra dig. Tip os på 1929@bt.dk

FC Midtjylland og Frank Onyeka vandt 2-1 mod Brøndby.
FC Midtjylland og Frank Onyeka vandt 2-1 mod Brøndby. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han sad ikke selv i bussen, men har talt med den busansvarlige.

»Min telefon begyndte at bilme og bamle, da jeg nåede til Roskilde. Så var jeg godt klar over, at der var noget galt,« fortæller han.

Episoden har sat sine spor hos flere fans, der sad i bussen, og flere af dem er påvirket af hændelsen, forklarer han. Og på næsten mirakuløs vis, ramte stenen den eneste rude, hvor der ikke sad nogen i bussen.

»Folk er selvfølgelig rystet, nogle mere end andre, men der er heldigvis ikke kommet nogen til skade. Det kunne have været helt katastrofalt, hvis den havde ramt forruden ved chaufføren. Jeg tør næsten ikke tænke tanken til ende.«

Claus Kejlstrup fortæller desværre, at stenkast som det her er noget, som han har oplevet før. Blandt andet husker han en tur for mange år siden, hvor han selv nær blev ramt.

»Jeg har selv prøvet det en gang under en tur (ikke til Brøndby, red.), hvor jeg faktisk sad og kiggede lige ud mod en brosten, der blev kylet ind og lavede en kæmpe stjerne i vinduet lige for hovedet af mig.«

Superligaopgøret blev vundet 2-1 af FC Midtjylland.

B.T. arbejder på at skaffe billeder fra den voldsomme hændelse.