Sportsdirektør Ebbe Sand var vidne til en skidt Brøndby IF-indsats, da holdet med et 1-0-nederlag ude mod Esbjerg fB tabte et stort skridt i kampen om at nå sæsonmålet, som er mindst en tredjeplads.

Sæsonens tredje nederlag af tre mulige mod oprykkerne afslørede, at der venter Ebbe Sand og den kommende nye træner i vestegnsklubben et kæmpe oprydningsarbejde med den nuværende trup.

Særligt forsvaret har gennem hele sæsonen vist store svaghedstegn. Eksemplificeret ved, at Brøndby IF nu har indkasseret mindst et mål i 12 kampe i streg.

Det var således også et mindre koks af forsvarsstyrmand Paulus Arajuuri, som førte til Esbjerg fB’s 1-0-scoring.

Efter en times spil kiksede den store finske forsvarer en clearing af et indlæg. I stedet for et ordentligt los 'ud af kommunen'  altså ud af feltet - sendte han bolden lige ned for fødderne af en lurende Joni Kauko på kanten af feltet.

Fiskerbyens farlige finne tøvede ikke og bankede den løse bold i mål. Sikke en foræring. Det var Kaukos ottende sæsonscoring.

Brøndbys midlertidige træner, Martin Retov, havde til kapmen valgt at spare tre spillere fra idealformationen, som var i aktion mod FCK i forrige runde: midtbanekrigeren Josip Radosevic, den til back-omskolede angriber Kevin Mensah og den svenske offensiv-åbenbaring Simon Hedlund.

Fraværet af især Hedlund kunne ses på de blå-gules spil i første halvleg, som ikke var værd at skrive hjem om - så det undlader vi at gøre.

Det samme var tilfældet for hjemmeholdet, som have lige så svært som gæsterne ved at få spillet til at flyde i den høje påske-sol.

I anden halvleg livede kampen foran 9500 tilskuere på Blue Water Arena op - særligt efter åbningsscoringen. Herefter var det i første omgang hjemmeholdet, som tog teten, og chancerne tog til i omfang og styrke.

Men Brøndby IF fik kæmpet overtaget tilbage, anført af af indskiftede Mensah og Hedlund, men skarpheden manglede på begge mandskaber, så det blev ikke til fler emål i kampen.

Med 1-0-nederlaget har Martin Retovs tropper fortsat kun vundet en kamp mod et top-6-hold i hele den igangværende sæson. Det var en sejr over et Europa League-træt FC Nordsjælland-mandskab helt tilbage i august.

Med nederlaget har Brøndby IF, som er nede på femtepladsen, fem point op til Esbjerg fB på bronzepladsen og tre point op til OB, som har spillet en kamp færre.