Mærkedage kan være mange ting. Det kan være fødselsdage, jubilæer, konfirmationer og bryllupper. Men det kan også være dage, hvor man opnår ting, der ændrer billedet. Ting, der forandrer den situation, man er i. Sådan en havde Brøndby søndag aften.

Sejren over Sønderjyske i Haderslev var en mærkedag på ikke bare ét, heller ikke to, men tre parametre. For det første sendte sejren på 1-0 Brøndby op, hvor de gerne vil være. Op i top tre, hvor de ifølge egen målsætning ikke bare bør, men skal være. Men også et sted, hvor de blå-gule ikke har været meget længe.

For det andet vandt Brøndby i Jylland. Det var første gang i sæsonen. Klubben fra den københavnske vestegn har udviklet et kompleks så snart bussen har krydset både det store og det lidt mindre bælt, der deler Danmark. Men det kompleks kan nu begraves.

For det tredje vandt Brøndby uden holdets tre største stjerner. De tre konger, som Daniel Agger, Thomas Kahlenberg og Johan Elmander kaldes under ét var ikke med i Haderslev grundet skader og karantæner, men de blå-gule vandt alligevel.

Søndag den 12. april kan derfor skrives ind i Brøndbys historie som en mærkedag og som dagen, hvor Brøndby kom i top 3, vandt i Jylland og endda sejrede uden klubbens tre konger.

OM TOP 3-AMBITIONEN

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Per Rud, sportsdirektør

»Det er altid vigtigt at nå sin målsætning, og det har vi også hele tiden haft tro på, at vi ville gøre. Men det er for tidligt at sige, om vi vil nå den. Så tæt som Superligaen er, kan man ikke sige, om vi bliver nummer tre eller fire. Det afgørende for os er, at vi kan se, holdet hele tiden udvikler sig. Vi har hele tiden haft et mål om at komme ud at spille europæisk, og det er det vi kigger efter. Det kræver en stor indsats i de resterende kampe.«

»Jeg håber, vi kan indfri de målsætninger vi har økonomisk og sportsligt. For det er i bund og grund det, vi bliver målt på.«

Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

Lukas Hradecky, målmand

»Det er en kæmpe sejr. Vi fik en dårlig start i foråret, og alle ved, at vi skal i top tre. Det er en stor forløsning, at vi nu er der. Det kan jeg se på alle spillernes ansigter. Vi arbejder hårdt og vi er ved at få heldet med os. Nu ligger vi på tredjepladsen for første gang, og jeg håber, det giver os et endnu større skub fremad.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Thomas Frank, cheftræner

”Hvis du kigger på formen i forhold til de tre-fire hold, vi konkurrerer med, så er vi foran lige nu. Men havde du spurgt for tre-fire kampe siden, havde vi ikke været det. Jeg synes stadig vi slider hårdt for vores sejre, så vi skal stadig blive endnu bedre. Seks mål i syv kampe er eksempelvis for lidt.”

OM SEJREN UDEN AGGER, ELMANDER OG KAHLENBERG

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Thomas Frank, cheftræner

»Vi spiller uden de tre store ledere, og holdet træder i karakter. Specielt Ørnskov og Albrechtsen er gode i dag”«

»Jeg elsker at have Daniel Agger, Thomas Kahlenberg og Johan Elmander på holdet og vinde med dem. Men en sejr i Sønderjyske under de her forhold, hvor man kan se holdet har flyttet sig mentalitetsmæssigt og attitudemæssigt – den smager rigtig godt.«

Foto: ©Per Kjærbye
Vis mere

Per Rud, sportsdirektør

»Det er tre meget erfarne og vigtige spillere, der sidder udenfor i dag, og der er bare nogle andre, der stepper op. Det er jeg vanvittigt glad for at se. Set fra min stol er det bare så vigtigt, at der er andre, der træd til, når nogle af de vigtige er væk.«

OM FØRSTE SEJR I JYLLAND:

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Thomas Frank, cheftræner

»Når man vinder på en historisk svær udebane er det et lille statement og et skridt i den rigtige retning. Vi kan godt lukke udebanekomplekset, men derfor skal vi stadig have endnu flere point.«