Brøndby-stjernen Hany Mukhtar erkender blankt, at han ikke har leveret varen i denne sæson.

Brøndbys formdyk-ramte midtbanestjerne Hany Mukhtar har noteret sig, at Superliga-modstanderne i år har et kæmpe fokus på at ødelægge hans spil.

’Han er altså for god til Superligaen.’ Den påstand lå konstant på den yderste del af tungen, klar til at blive spyttet ud – da Brøndbys tyske 10’er, Hany Mukthar, før sommerferien tog den bedste danske række med storm.

Foto: brondby.com
Vis mere

Men hvedebrødsdagene er slut for Mukhtar og Brøndby. De ophørte nærmest i det sekund, tyskeren skiftede lejekontrakten ud med en permanent af slagsen med de blågule. Siden Troels Bech for øjnene af hele Brøndby Stadion stolt annoncerede aftalen med den voldsomt populære kreatør, er målene og oplæggene forsvundet fra Hany Mukhtars spil. Én assist er udbyttet af de 16 superligakampe, der er gået, siden han satte krusedullen på den fireårige aftale.

Hvad er der lige sket med den spiller, der engang var for god til ligaen? Det spurgte BT hovedpersonen om, da omklædningen efter mandagens formiddagstræningen var overstået.

»Det er svært at sige, hvorfor det gået, som det er gået,« lyder det fra Hany Mukhtar efterfulgt af et lille suk.

»Det er hårdt. Jeg forsøger at hjælpe holdet så godt, som jeg kan. Det er klart, at holdet har brug mine mål og assists. Jeg må ganske simpelt arbejde hårdere. Jeg giver aldrig op.«

 
Brøndby spillede 0-0 med Aab i 9. spillerunde af Superligaen.
Vis mere

Brøndbys cheftræner, Alexander Zorniger, forklarede efter weekendens 0-0’er hjemme mod AaB sin stjernes formnedgang med, at samtlige modstandere møder op med intentionen om at smadre Brøndbys spil og derfor mandsopdækker Mukthar i samtlige 90 minutter. Og det har den 22-årige offensivspiller også selv bidt mærke i.

»Ja, det er rigtigt. Det er helt nyt for mig. Jeg har aldrig før oplevet, at modstanderne står så defensivt. Ingen hold vil længere spille fodbold mod os. De står bare dybt og venter på os. Og så har de selvfølgelig også en ekstra mand på mig i kampene.«

»Men okay, det skal ikke lyde som en undskyldning. Jeg skal stadig kunne finde løsninger på det og arbejde ud fra det. Nøglen til al succes er simpelthen at arbejde, arbejde, arbejde.«

Det er tydeligt, at den i forvejen sky tysker ikke bryder sig om spørgsmålene om de manglende præstationer, men han accepterer kritikken og prøver ikke at undvige den – selv om det kan være hårdt at skuffe, når forventningerne er så store.

»Jeg bliver naturligvis trist, når det ikke fungerer, som jeg havde forestillet mig. Men disse faser hører med til en fodboldkarriere. At få på puklen af medierne er også en del af jobbet. Jeg må bare prøve på at forblive stærk og fortsætte med at give den gas,« fortæller tyskeren og uddyber:

»Jeg er ikke som sådan frustreret. Men jeg er ærgerlig, for jeg havde forestillet mig en helt anden start på sæsonen. Det vigtigste er, at jeg – selv om det ikke kører for mig personligt – bliver ved med at hjælpe holdet med nogle af mine andre kvaliteter.«

Føler du dig presset af de enorme forventninger, der er til dig efter din første sæson?

»Egentlig ikke. Jeg synes ikke, at jeg føler det tryk. Det fungerer bare ikke, som det burde for tiden. Det er svært at finde de rigtige ord, der kan forklare det. Jeg må bare forsøge at gøre det bedre hver dag – til træning og til kamp. Jeg tror stadig på mine kvaliteter, og niveauet skal nok komme.«

Onsdag eftermiddag får Hany Mukhtar endnu en chance, når Brøndby hjemme møder danmarksserieholdet Ledøje-Smørum i DBU Pokalen.