Det helt store lys blev pustet ud til Brøndbys 50 års fødselsdagsfest. I pausen kostede et strømsvigt lyset på stadion, og så måtte knap 20.000 tilskuere hygge sig med fællessang og tålmodighed ad libitum, indtil opgøret med 40 minutters forsinkelse blev genoptaget.

»Vi var ikke et tocifret antal minutter fra, at kampen blev aflyst, men heldigvis var der en dygtig elektriker, der fandt fejlen og fik den klaret i sidste øjeblik. Det var mere spænding, end jeg kunne holde til,« siger Brøndbys sportsdirektør, Per Rud.

Publikum fik ikke en smuk fødselsdagskamp, men så drama, fyrværkeri, rødt kort, og et brændt straffespark i Brøndbys 1-0-sejr over Silkeborg på et mål af indskiftede Ferhan Hasani.

Nå jo, og så var der fint besøg i Brøndby af nationens statsminister, og Helle Thorning-Schmidt lod ikke nogen tvivl tilbage om, hvem hun holder med i den danske Superliga.

Sejren i årets sidste kamp sender Brøndby op på 27 point og en fjerdeplads, og det sender de blå-gule på vinterferie med en blandet fornemmelse. For undervejs i efteråret har der været to kollaps mod Hobro og et tindrende tydeligt exit i Europa, hvor Club Brugge var mindst en klasse bedre.

De udfald sammenholdt med en bane, der ikke indbyder til poleret spil, men mere minder om sorthvide billeder fra slaget ved Verdun, sender cheftræner Thomas Frank og Per Rud i tænkeboks.

»Vi burde måske nok have haft flere point, hvor vi på udebane ikke har fået det antal point, vi fik i sidste sæson, men før jeg fælder dom over efteråret, skal jeg lige bruge en uges tid på at evaluere stats og statistik,« siger Thomas Frank.

»Jeg hæfter mig ved, at vi har skabt den bedste hjemmebanestatistik for klubben i seks år.«

Med den forestående vinterpause nærmer transfervinduet sig, og det samt en vanskelig bane sender Per Rud på arbejde.

»Det er nu, mit arbejde begynder, og jeg trækker i arbejdstøjet. Vi skal se på eventuelle justeringer af truppen, hvor der måske er et par enkelte, der er kommet i overskud, uden at jeg vil sætte navne på. Men vi skal ikke forvente et så hektisk transfervindue som dem, vi har set hidtil,« siger han.

Brøndbys bane er under al kritik, men kan ikke skiftes før 2016. Brøndby forventer at spille europæisk fodbold i sommeren 2015 og regner dermed kun med en tre ugers pause fra sæsonens slutning, til de internationale kvalifikationskampe begynder.

»Banen giver os nogle udfordringer, og der skal vi se på, om det bliver nødvendigt at justere truppen i forhold til at tage spillere ind, der passer bedre til den type fodbold, for der er ingen tvivl om, at den type fodbold, vi egentlig gerne vil spille, kan ikke lade sig gøre p.t.«

Svenske Mikael Almebäck ventes at være blandt de spillere, der forlader Brøndby