Hvem bestemmer i Brøndby?

Det er spørgsmålet, mens klubben er på nippet til formelt set at skifte ejerskab og komme i hænderne på Global Football Holdings (GFH), der er en amerikansk investeringsfond.

Men de nye ejere havde altså ikke truffet beslutningen om, at Niels Frederiksen skulle ud. Det afviste sportsdirektør Carsten V. Jensen pure, dagen efter han så nederlaget mod Viborg med GFH-fodboldboss Scott McLachlan ved sin side.

»Der er en siddende bestyrelse og direktion, hvor dette er mit ansvar. Når der er et endeligt ejerskifte, så kommer der en ny bestyrelse og måske også andre ændringer.«

Sportsdirektør 'CV' vil finde en træner så hurtigt som muligt, men fortæller, at han ikke er begyndt at lede. Overhovedet.

»Der kan jeg sige ærligt nej. I respekt for den dialog, som vi har haft (med Niels Frederiksen, red.), der har jeg følt, at det ville være helt moralsk forkert at gå i gang med. Jeg har ikke løftet en finger i forhold til det.«

»Så kan nogen sige: 'Er det ikke uansvarligt?'«

»Men der er forskellige måder at arbejde på, og det her er min.«

Hvem er 'vi', spurgte B.T., da sportsdirektøren forklarede, at der skulle være rådslagning om, hvem der skal være næste træner.
Hvem er 'vi', spurgte B.T., da sportsdirektøren forklarede, at der skulle være rådslagning om, hvem der skal være næste træner. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Afløserens profil skal være en, der tænker offensivt og gør brug af højt pres, for der har Brøndby været bedst, mener sportsdirektøren.

»Vi kommer til at sætte os ned og starte det arbejde.«

»Så får vi listet nogle emner op og besluttet, hvem der skal være Brøndbys nye cheftræner.«

Hvem er 'vi'?

»Jamen, jeg sidder jo ikke med det alene. Lad os være ærlige: Der er mange i denne klub, der har forstand på de her ting. Jeg sidder ikke alene og dirigerer det, men i sidste ende er det mig, der skal signe af på det. Og det kommer jeg også til at gøre.«

Men hvem er 'vi'?

»Det er Brøndby, klubben, direktionen. Det er ledelsen, det er bestyrelsen.«

Sportsdirektøren gik derefter over til tv-interview, men en ældre tilhører, der indtil da bare havde lyttet med, nåede lige at indskyde en bemærkning til 'CV', før han begyndte at tale med TV 2.

»Tag et kig på Tom Køhlert – han har været i klubben før,« lød det humoristisk.

Brøndbys legendariske træner fra 80erne og senere succesvikar omkring årtusindeskiftet kan virke som en drøm for dem med hang til nostalgi – men dem er der næppe mange tilbage af i den nye ejergruppe.

Brøndby-fans må vente i spænding på at se, hvilken retning de vil føre klubben.