17 kampe uden nederlag i træk. Fem sejre i seks kampe mod FC Midtjylland, FC Nordsjælland og FC København. Nummer et i Superligaen.

Brøndby ligner mesterskabsfavoritter. Og de lugter af mesterskabsfavoritter, men de er altså langt fra klar til at springe ud af skabet som favoritter. Det er 'en kamp ad gangen' og 'lad de andre om at tale om guld', og hvis du spørger Brøndby om alle deres esser, får du svaret 'fisk'. Men Brøndby er altså guldfavoritter i denne sæson. 13 år efter de sidste guldmedaljer.

DU KAN SE KASPER FISKERS SEJRSMÅL I 1-0 SEJREN OVER FCM I VIDEOEN ØVERST PÅ SIDEN

Hvordan forholder I jer til hele snakken om guldduellen og Brøndby som mesterskabsfavoritter?

»Vi har sindssygt meget fokus på næste kamp og alt, hvad folk siger, er fuldstændig ligegyldigt. Sejren over FC Midtjylland er også ligegyldig, hvis vi ikke præsterer næste gang. Og det er på søndag mod OB. Det er det, der tæller. Hvis man vil vinde noget, kommer det af, at man vinder kampene. Og det gør man ved at vinde dem enkeltvis. Man kan ikke vinde 10 kampe på én gang, men man kan godt vinde en enkelt kamp ti gange,« siger Kasper Fisker.

Du ved jo godt, at det er et kedeligt svar at I skal tage en kamp ad gangen, men er det vigtigt for jer at lægge låg på forventningerne?

»Vi ved, hvad vi kan, og vi ved, hvad vi vil. Vi har en sindssygt stærk trup og en stor tillid til hinanden i truppen. Indbyrdes ved vi, at vi kan vinde alle vores kampe, som vi spiller. Men vi ved også, at hvis vi med den spillestil, vi har, ikke er der 100 procent, og vi pludselig tror, at vi kan det hele, så kan vi også få det svært i de fleste kampe. Derfor gælder det virkelig om, at man er til stede i alle kampe. Og det er en kamp ad gangen.«

LÆS OGSÅ Brøndby vandt i Herning: Her er BT's karakterbog

I har slået FC Midtjylland to gange og FC København to gange. Hvad giver det jer at tage de indbyrdes sejre?

»Det giver sindssygt meget, og hvis jeg lige må rette dig, har vi faktisk slået FCK tre gange med pokalsejren også, men det var selvfølgelig ikke en del af Superligaen. Det betyder meget mentalt. Vi har fået rigtig mange point i år og gjort det sindssygt godt. FC Midtjylland har også gjort det godt og fået mange point. Derfor ser det ud som om, at de indbyrdes opgør kan blive meget vigtige. Vi ved, at vi har dem to gange mere, så det er selvfølgelig en rigtig fed følelse, at vi ved, at vi kan slå dem.«

Hvordan tror du, at mesterskabsslutspillet bliver?

»Jeg har ikke den store erfaring med det, for jeg har ikke spillet det før. Det bliver spændende at se, men der er rigtig mange gode hold med, så det bliver 100 procent tæt om de fleste pladser. Det er jeg rimelig overbevist om.«

I har succes i Brøndby nu. Men hvordan mærker du den forventning, der følger med succesen?

»Jeg mærker en kæmpe glæde i Brøndby over den måde, vi præsterer på, arbejder på, er der for hinanden på, er klub og hold på. Der er en kæmpe begejstring, og den mærker man hver eneste dag i klubben. Det er en klub, der gerne vil udvikle sig, men den har også en dejlig ro over sig i øjeblikket. Den vil udvikle sig i det rigtige tempo. Det er måske sjældent for en så stor klub som Brøndby, men det er ikke desto mindre sådan, det føles nu. Vi har en dejlig ro og en dejlig opbakning fra alt, der har med Brøndby at gøre.«

LÆS OGSÅ Kransekagefiguren, datakongen og fundamentalisten: Kend Superliga-bragets bagmænd

Du har siddet i Randers' og Hobros omklædningrum efter sejre, men kan du sige, hvordan en sejr lægger sig i Brøndbys omklædningsrum for tiden? Kan man mærke, at I er et tophold?

»Ja, det kan man godt. Sejre er kommet næsten på stribe de seneste mange måneder, og når vi har spillet uafgjort, har vi været skuffede over det. Når man vinder så mange kampe, er man selvfølgelig skuffet over et uafgjort resultat. Det er også, fordi vi er en trup, der yder sit bedste hver eneste gang. Og vi ved, at uafgjort ikke er det bedst mulige resultat på dagen. Når man hele tiden vil være de bedste og kæmper alt, hvad man kan for at opnå resultatet, er det kun sejren på dagen, der tæller. Det er den måde, vi har det på i øjeblikket.«

Du har spillet meget i starten af foråret. Du er kendt for at komme til opstarterne i god form. Er det det, der har givet dig et forspring?

»Jeg kom tilbage i rigtig god form, men det gjorde resten af Brøndby-truppen også. Jeg har prævet at gribe chancen, men jeg synes også, at jeg i efteråret startede godt og spillede godt, men jeg havde også bare sindssygt stor respekt for mine holdkammerater, som gjorde det bedre end mig i den periode. Nu er det så mig, der spiller, og det gode ved det er, at jeg ved, at der er mange, der presser mig hele tiden. Der er en god konkurrence, der gør, at man skal yde for at spille. Selvom jeg lige har scoret et mål, er det ikke ensbetydende med, at jeg starter inde næste gang, for vi har en sindssygt stærk trup i Brøndby.«

LÆS OGSÅ Brøndby-ejer scorer kassen efter vildt regnskab: 'Når det går mig godt, så går det også godt for Brøndby'

Hvad skal du bruge din fridag på i dag?

»Jeg har været inde og tage isbad og få noget massage, og lige nu er jeg faktisk på vej i Ikea med min kone. Det lyder sindssygt kedeligt.«

Det lyder hårdere end en kamp i Herning…

»Ja, det er næsten hårdere end kamp, men vi flytter lejlighed lige nu, så vi skal lige ud og kigge lidt. Men ellers skal jeg bare slappe af, og jeg har også sagt til min kone, at de næste par dage er det hende, der står for alle ting derhjemme, for jeg skal bare koncentrere mig om kamp.«