Tik tik. Klokken slår og slår. Tiden går og går.

To måneder før den nye sæson starter, har Brøndby endnu ikke en ny cheftræner på plads. Kasper Hjulmand er manden, de blå-gule helst vil have, men den tidligere FC Nordsjælland-boss har ikke travlt med at binde sig. Det har nu fået konsekvenser.

Tidligere på foråret blev 1. maj beskrevet som skæringsdato af klubejer Jan Bech Andersen. Den dato er nu overskredet med over en uge. Og der er ingen garanti for, at Brøndby får klubbens nye frontfigur på plads i den allernærmeste fremtid.

B.T.s kilder fortæller, at kontakten mellem Kasper Hjulmand og Brøndby ikke just er skoldhed lige nu. Hjulmand tager sig god tid i jagten på et nyt job, og han har ikke planer om at forpligte sig, før han har et bedre overblik over, hvilke muligheder der ligger på bordet foran ham. Da de europæiske ligaer først slutter løbende hen over de kommende uger, kan det tage tid.

Norske Kåre Ingebrigtsen valgte forladen at skrive under med belgiske Oostende. Han var ellers et af to hove-alternativer til Kasper Hjulmand i Brøndby.
Norske Kåre Ingebrigtsen valgte forladen at skrive under med belgiske Oostende. Han var ellers et af to hove-alternativer til Kasper Hjulmand i Brøndby. Foto: Robin van Lonkhuijsen
Vis mere

Spørgsmålet er, om Brøndby har dén tid. Klubben har allerede ventet længe på Hjulmand, og dén ventetid koster hos alternativerne.

Den tidligere norske mestertræner Kåre Ingebrigtsen var ét af to alternativer til Hjulmand, og han var ifølge B.T.s oplysninger særdeles interesseret i jobbet på Vestegnen.

Men da han ikke kunne få et klart svar fra Brøndby, valgte han tidligere på ugen at takke ja til et tilbud fra den belgiske klub Oostende.

Ingebrigtsen er derfor ude af ligningen, men han er nu blevet erstattet af et andet og nyt navn på den liste, sportsdirektør Ebbe Sand og Jan Bech Andersen arbejder ud fra.

Schweiziske René Weiler er et af flere navne, der lige nu florerer omkring Brøndby.
Schweiziske René Weiler er et af flere navne, der lige nu florerer omkring Brøndby. Foto: GUENTER SCHIFFMANN
Vis mere

Den indeholder derfor igen tre navne. Kasper Hjulmands og to for offentligheden endnu ukendte udenlandske navne.

På vandrørene forlyder det, at en schweizisk træner kan være i spil, og navnet René Weiler går igen. Han skulle dog ikke være på tre-mands-listen.

45-årige Weiler har tidligere trænet den belgiske storklub Anderlecht og tyske FC Nürnberg, og hans spillestil flugter med Brøndbys strategi om et hårdt pres. B.T.s kilder fortæller dog, at den lidt kontroversielle schweizer blot er et af mange navne i rækken bag Hjulmand og de to primære alternativer. Han kommer derfor næppe i spil.

Hjulmand er stadig målet. Men tiden kan komme til at spille en hovedrolle i forhold til, hvem der sidder på Brøndbys trænerbænk til sommer.