For nogle mennesker er Brøndby Stadion en irriterende udebane, en plet på kortet, en klods ude på Vestegnen.
For andre emmer arenaen af alt det gode i livet. Ja, måske endda meningen med det hele.
Sådan har Jesper Lindstrøm og hans familie det i hvert fald.
Fra sit værelse hjemme hos familien i Brøndby Strand har Lindstrøm i sin opvækst kunnet skimte stadion lyse op i mørket, mens han sad og drømte om at blive fodboldspiller. Om at blive Brøndby-spiller.
Det behøver han ikke at drømme om mere.
Gennembruddet er en realitet, og sammen med Brøndby har han gang i en stor sæson. Syv scoringer gør ham til klubbens topscorer og ikke mindst det allervarmeste salgsobjekt i mange år for en klub, der tørster efter transfermillioner.
»Det har været en kæmpe oplevelse – ikke kun for mig, men også for min familie. Vi er alle sammen kæmpe Brøndby-fans. Alle støtter op om klubben. At jeg har kunnet slå igennem for en klub, vi alle holder med, er helt fantastisk,« siger han til B.T.

Og det er ikke kun i fodboldklubben Brøndby, at Lindstrøms familie har dybe rødder. Brøndby Strand, hvor han er vokset op, hviler dybt i hjertet på Superliga-talentet.
Hvis han skal beskrive Brøndby Strand, beskriver han også sig selv, siger han.
»Området betyder rigtig meget for mig. Der er så mange forskellige mennesker fra alle mulige lande og fra alle generationer. Det har været fedt for mig, at jeg ikke kun har været sammen med sådan nogle som mig. Jeg har også været sammen med andre nationaliteter og mødt mennesker på den måde. At stå sammen er et motto, jeg går meget op i. Ikke kun i klubben, men også som menneske.«
»Jeg har gået på en skole, hvor der var været danskere, polakker, indvandrere fra mange lande. Alle former for mennesker. For mig har det åbnet for nogle muligheder og venskaber, som jeg måske ikke ellers ville have fået.«
»Jeg har haft mange venner, som jeg har været hjemme hos og set en anden kultur. Og de har så set min kultur. Forskelligheden i folks levemåde har været sjov at opleve. Det er også noget, jeg har lært af. Brøndby Strand har altid været fedt for mig,« siger Lindstrøm om sit ophav.
I april var det dog tid til forandring. Her skiftede han de trygge rammer ud i Brøndby Strand med en lejlighed i Valby, hvor han nu bor med sin kæreste.
»Jeg har boet i Brøndby Strand, siden jeg var seks år. Det er dejligt at stå på egne ben. Jeg kan lave mad, når det passer mig. Jeg kan restituere bedre. Der er en masse ting, man kan få glæde af. Jeg savner selvfølgelig, at min mor står og laver mad til mig, men det er også dejligt at slappe af med kæresten,« siger han.
Godt nok har han forladt Brøndby Strand, men han er stadig at finde i Brøndby.
Lindstrøm var nemlig aldrig i tvivl om, hvad han ville, inden han forlængede kontrakten med klubben frem til sommeren 2023. Og han gider ikke at lade som om, at han ikke tænker over fremtiden, når rygterne florerer omkring interesserede klubber.
Sampdoria fra Serie A har været nævnt i italienske medier, og ifølge B.T.s oplysninger er der da også en stigende interesse fra klubber i støvlelandet, når talentspejderne kigger forbi Vestegnen.

Internt i klubben ser man gerne, at Lindstrøm stadig er at finde i klubben efter næste sommer, ideelt set frem til 2022, men det kommer som altid an på eventuelle tilbuds størrelse.
»Selvfølgelig tænker jeg over det. Det kan jeg ikke undgå. Det bliver skrevet på sociale medier, men som jeg har altid har sagt, vil jeg gerne gøre som Daniel Agger og hive en masse millioner hjem til klubben og på et tidspunkt komme hjem igen.«
»Klubben har gjort meget for mig, så kan jeg være en af de spillere, der kan hive en masse penge hjem, vil jeg med glæde gøre det. Det er også derfor, jeg forlængede, så jeg kunne blive et salgsobjekt og ikke bare ryge på fri transfer,« siger han og fortsætter:
»Der er mange, der holder øje for tiden i Superligaen, når en midtbanespiller laver mål. Kommer der noget, der er 100 procent, så skal klubben jo også involveres,« siger Lindstrøm, der har sagt til agenten, at han ikke gider at høre alt for meget.
»Kommer der noget rigtig konkret, så kan det da godt være, min agent (Mikkel Nissen, red.) lige siger ‘hey, de har henvendt sig’, men der er ikke noget i det. Jeg tager en dag ad gangen. Lige nu er fokus på fodbolden i Brøndby, så må han sgu tage alle de samtaler, der måtte være. Når tiden kommer på et tidspunkt, må jeg tage skridtet videre, men jeg har ikke travlt. Den kamp tager min agent.«
Det var i sommeren 2019, at Brøndby-karrieren for alvor tog fart for Lindstrøm. Det gik måske endda så hurtigt, at han betalte en pris i det lange løb, da han ramte muren efter et halvt års medvind.
Hvad skete der efter den første tid?
»Der var mange følelser og meget hype. Man får altid op- og nedture. Især som ung spiller. Jeg kom ind i en periode, hvor jeg ikke ramte niveauet, og så er det klart, man ryger på bænken. Det var ikke kun sundt, men også lærerigt. Jeg blev meget mere moden. Jeg har lært, at jeg skal nyde det, nu, når det går så godt. Men jeg skal også arbejde hårdt, for det går hurtigt den anden vej,« siger han.
Derfor teamede Lindstrørm op med den tidligere FCK-spiller Morten Bertolt, der arbejder som mentaltræner.
»Han hjælper også nogle spillere, jeg snakker meget med. Han er super god for min udvikling. Han hjalp mig i en svær periode, og jeg er meget mere moden og voksen i min måde at agere på nu. Det er også en stor tak til ham. Om han har været FCK-spiller eller ej, er han god til at støtte i medgang og modgang,« siger han om Bertolt, der har hjulpet ham siden sidste sommer.
Og netop det hårde arbejde, det husker Lindstrøm på, når han tænker på knægten, der sad på værelset i Brøndby Strand og så Brøndby Stadion lyse op, mens han drømte om at blive fodboldspiller.
For nu er det virkelighed.
»Nu har jeg efterhånden spillet nogle kampe og vænnet mig til at trække trøjen over hovedet. Men jeg kan huske, jeg var inde og se pokalfinalen i Parken mod Silkeborg i 2018, hvor vi vandt, og nu et par år senere løber jeg selv med inde på banen. Det er helt surrealistisk og en drøm, der er gået i opfyldelse.«