Tre måneder er nu gået, siden Brøndby fyrede Alexander Zorniger. Men en ny cheftræner lader stadig vente på sig.
Brøndby venter og venter med at hyre klubbens nye chef, og imens går tiden stærkt. Kasper Hjulmand har siden efteråret været ønskekandidaten for Jan Bech Andersen, men et halvt år senere har klubejeren ikke fået det 'ja', han ønskede sig.
Andre kandidater er derfor røget frem i køen, og typer som den schweiziske pres-træner René Weiler og den pragmatiske nordmand Kåre Ingebrigtsen har været til samtaler. Men en ny træner er endnu ikke præsenteret.
Det er der flere årsager til. Kasper Hjulmands tøven er én, men der er flere andre. Brøndby står nemlig i en brydningstid, hvor en ny træner kommer til at definere store dele af fremtiden.
Brøndby-ledelsen står over for en række dilemmaer, når en ny træner endegyldigt skal udpeges i løbet af de kommende dage. Her er de største:
En træner, der river ned eller bygger videre?
Truppen i Brøndby bliver kigget grundigt igennem i de her dage og uger. Sportschef Ebbe Sand og bestyrelsesformand Jan Bech Andersen sidder og vejer de spillere, man har i klubben lige nu, men måske må de også se tiden lidt an her. For trænerne på radaren har været af to forskellige stilmæssige skoler.
Kasper Hjulmand står for den boldbesiddende og lidt mere tålmodige stil, mens René Weiler står for den kaotiske og utålmodige stil, som Alexander Zorniger også sværgede til. Det vil med andre ord kræve en voldsom udskiftning i truppen, hvis det bliver Hjulmand-skolen, mens Weiler-skolen mere vil skulle tilføje spillere til en trup, der allerede er bygget til genpres og direkte spil.
En træner, der vil bestemme transfers eller lade Ebbe Sand og Jan Bech om det?
Det forlyder på vandrørene i Brøndby, at en kommende træner må indstille sig på, at det er sportschefen – og nok også Jan Bech Andersen – der i langt højere grad bestemmer, hvem der købes og sælges i Brøndby. Alexander Zorniger var også på dette område en meget bestemt herre, og tyskeren fik lov at vælge mange af de spillere, der løber rundt i klubben nu. Det vil Brøndby lave om på.
På det område er der også forskel på trænere. En type som Kasper Hjulmand vil med stor sandsynlighed gerne have en langt større finger med i spillet om transfers, end det måske vil være tilfældet for en udlænding med mindre kendskab til niveauet i Superligaen. Derfor skal Ebbe Sand og Jan Bech Andersen finde ud af, hvor vigtigt det er for dem at være herrer over transfers.
En træner, der skal vinde nu eller kan vente?
Der kan blive forskel på, hvad der forventes af en træner i Brøndby. De seneste forlydender fra Vestegnen går på, at man ønsker en træner, der kan skabe resultater med det samme. Sidste sæsons pokaltitel gav sult efter mere – specielt efter mange års titeltørke hos de blå-gule. Derfor ønsker man at tale om resultater frem for processer.
Men hvis nu Kasper Hjulmand skulle vende på en tallerken og takke ja til Brøndby, vil ønsketræneren helt sikkert også få snor til at bygge et hold op i sin første sæson uden at blive banket i hovedet, hvis en top-3-placering ikke bliver realitet. Om det samme vil være tilfældet, hvis træneren klinger udenlandsk, er et større spørgsmål.
En træner, der tænker på mesterskaber eller Masterclass?
Brøndbys ungdomsafdeling, Masterclass, er sygnet hen de seneste år. Talenterne er få, og de, der er, har svært ved at slå sig igennem til førsteholdet. Talentarbejdet var noget nær ligegyldigt for Alexander Zorniger, der ville og skulle vinde nu – og ikke om tre eller fem år. Nu erklærer Brøndby, at Masterclass igen skal prioriteres. Det er blandt andet derfor, Mads Davidsen er hentet ind som konsulent.
Nu skal Brøndby-ledelsen beslutte, om de igen vil satse hårdt på at vinde nu – eller de har tålmodigheden til et længerevarende projekt, hvor succesen meget vel kan lade vente på sig. Kasper Hjulmand ville tilhøre sidstnævnte kategori, mens de fleste udenlandske trænere nok skal vinde nu. De vil derfor næppe have den store fokus på ungdomsarbejdet og Masterclass. Det er svært både at spille med mange unge, egenudviklede spillere og samtidig være en troværdig mesterskabsbejler. Brøndby kan derfor være tvunget til at vælge.
En marionet eller en mejetærsker?
Det kan være sin sag at være træner i Brøndby under klubejer Jan Bech Andersen. Det kan ikke mindst Thomas Frank tale med om. Bech Andersen har ikke bare pengene med sig ind i Brøndby. Han har også både hjertet, følelserne og ikke mindst impulserne med ind i jobbet som ejer og bestyrelsesformand. Lige nu har Bech Andersen rigtig meget at sige i Brøndby. Spørgsmålet er, om det skal fortsætte sådan.
Brøndby kan vælge at ansætte en stærk træner, der går egne veje og ikke nødvendigvis lytter til alt, der kommer ovenfra. Sådan én var Alexander Zorniger. Men Brøndby-ledelsen kan også gå den anden vej og hyre den modsatte trænertype, der går til højre, når der bliver sagt til højre, og ellers i store træk gør, hvad ledelsen befaler. Vil ledelsen have modspil? Eller skræmmer sporene fra Zorniger-tiden, så valget falder på en træner, der ikke sætter hårdt mod hårdt?