Fodboldklubben Brøndby IF udskyder en planlagt aktieemission til næste år.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.

Emissionen var oprindeligt planlagt til andet halvår i år, men udskydes i stedet til første kvartal næste år, oplyser Brøndby IF.

'I forbindelse med emissionen ønsker bestyrelsen at kunne beslutte at gennemføre kapitalforhøjelsen på anden måde end ved kontant betaling, herunder ved konvertering af selskabets gæld,' skriver Brøndby IF i meddelelsen.

Det er ikke første gang, at aktieemissionen bliver rykket. I første omgang skulle den være gennemført 'inden juni' i år.

Det er meningen, at der skal omkring 100 millioner kroner ekstra i kassen via tiltaget.

Udskydningen af aktieemissionen betyder også, at den forestående renovering af hjemmebanen på samme måde udskydes.

»Vi ved, hvor meget det betyder for vores fans at få Sydsiden tilbage i fuld sving, og der er ikke noget, vi hellere ville end påbegynde renoveringen allerede i dag, men vi må være realistiske. Udskiftningen af betonelementerne er så væsentlig en millioninvestering, at finansieringen simpelthen skal være på plads, før vi kaster os ud i en opgave af den størrelsesorden,« siger direktør Ole Palmå:

»En renoveret Sydsiden, er en af vores vigtigste prioriteter, men indtil emissionen er gennemført, og vi kender provenuets endelige størrelse, så er det ikke muligt for os at fastlægge, hvornår en renovering kan blive gennemført. Vi så senest til Derbyet mod FC København i søndags, hvor fantastisk en ramme og stemning som vores fans kan skabe, og derfor har vi alle en stor interesse i at Sydsiden igen kan vende tilbage til fuld kapacitet.«