90 kilo georgisk forsvarsjern flyvende lige i bentøjet på en norsk Brøndby-spiller.

Det var et af nøgleøjeblikkene i det store københavnerbrag, og debatten rasede da også under og efter kampen mellem FC København og Brøndby om, hvorvidt FC Københavns Davit Khocholava burde have fået rødt kort for sit mistimede indgreb over for Sigurd Rosted.

Brøndby-træner Niels Frederiksen var efter kampen uforstående over for, at dommer Sandi Putros ikke valgte at straffe Khocholava, ligesom han generelt ikke virkede tilfreds med dommerens præstation.

»Det er helt vildt. Vi får et gult kort på, at en af vores spillere ligger armen op på skulderen af en af deres spillere. Så det der burde jo have givet dobbelt rødt kort, hvis det skal være samme linje,« siger Niels Frederiksen til 'Onside', da han ser episoden, som fandt sted ved stillingen 1-0 til FCK efter en times spil.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Et derby er intenst, der går begge hold til den, og så må vi sætte vores lid til, at dommeren deler vind og sol nogenlunde lige. Han gjorde sikkert sit bedste,« lyder det ydermere diplomatisk men alligevel spiddende fra Brøndby-træneren.

'Onside'-ekspert Stig Tøfting gav på mere direkte vis dommer Putros det glatte lag for dennes håndtering af braget mellem FCK og Brøndby, som endte med en 2-0-sejr til hjemmeholdet FCK.

»Jeg mener, at dommeren var pivringe. Der var en masse situationer i starten af kampen, hvor flere FCK'ere skulle have gult kort, i stedet får Divkovic et gult kort for en et par fingre i ansigtet på en modstander. Den dommerstandard var ringe,« siger Tøfting.