Brøndby-træner Niels Frederiksen hang med hovedet, efter hans tropper havde tabt søndag aftens superliga-udekamp i Haderslev til Sønderjyske med 1-2.

»Jeg er bekymret over, at vi i øjeblikket ikke får de point, vi skal have. Men vi må bare konstatere, at vi ikke får gjort arbejdet i kampene færdigt. Nogle gange løber man med fodboldhold ind i perioder, hvor tingene ikke fungerer optimalt. En sådan befinder vi os i lige nu,« sagde Niels Frederiksen.

Det var anden gang på otte dage, at Brøndby tabte i det sydjyske, eftersom de for en uge siden løb ind i en øretæve på 1-3 mod Esbjerg.

»Jeg synes, vores præstation mod Sønderjyske var væsentlig bedre end den mod Esbjerg. Men det er altså svært at glæde sig over. For endnu en gang tabte vi jo en kamp, vi gerne ville have point i. Så selvom der var spillemæssig fremgang, må vi konstatere, at vi står med nul point, og det er ikke tilfredsstillende,« sagde Niels Frederiksen.

Brøndby IF's cheftræner Niels Frederiksen.
Brøndby IF's cheftræner Niels Frederiksen. Foto: Claus Fisker
Vis mere

I nederlagets stund skød han med skarpt mod et par af sine spillere.

»Begge Sønderjyskes scoringer er ærgerlige. De opstår som følge af nogle personlige fejl. Ved det første mål mistimer Johan Larsson en bold, og ved det andet taber Marvin Schwäbe bolden. Det er to dumme mål at indkassere,« sagde Niels Frederiksen med et ansigtsudtryk, der signalerede frustration.

Johan Larsson gav Niels Frederiksen ret.

»Jeg koster et mål mod Sønderjyske. Det er jeg selvfølgelig led og ked af,« sagde svenskeren.

Brøndby-backen Johan Larsson leverede mod Sønderjyske en mindre god præstation.
Brøndby-backen Johan Larsson leverede mod Sønderjyske en mindre god præstation. Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Han forklarede sin spillemæssige nedtur således:

»Jeg bruger det ikke som en undskyldning. Men det er altså lang tid siden, at jeg efter mit skifte i slutningen af august (fra franske Guingamp, red.) tilbage til Brøndby har spillet kamp. Jeg ved, det kommer til at tage tid, og det ved min træner også. Så det er selvfølgelig frustrerende, at jeg ikke kan levere på det niveau, jeg ved, jeg har. Sådan er min situation lige nu. Der er for mit vedkommende ikke andet at gøre end at klø på under den daglige træning.«

Johan Larsson forventer, at Brøndby-supporterne det næste stykke tid vil diskutere hans spillemæssige kvaliteter.

»Jeg ved udmærket, hvad folk nu vil sige om mig, efter jeg har lavet en stor fejl. Sådan er gamet. Kort sagt: Jeg koster et mål, og det er ikke godt nok. Men jeg er helt sikker på, at jeg nok skal komme tilbage.«

Situation fra søndag aftens Superliga-kamp mellem Brøndby og Sønderjyske.
Situation fra søndag aftens Superliga-kamp mellem Brøndby og Sønderjyske. Foto: Claus Fisker
Vis mere

På spørgsmålet om selvtilliden i øjeblikket er på nulpunktet, var han leveringsdygtig i et benægtende svar.

»Det er den i hvert fald ikke. Det handler mere om timing i spillet,« lød Johan Larssons slutreplik.

Brøndby IF får mulighed for at revanchere sig 6. oktober.

Her har holdet hjemmekamp mod FC København.