Brøndby-træner Niels Frederiksen var i alt andet end godt humør, da B.T.s udsendte mødte ham efter hans tropper sensationelt havde havde tabt 1-3 til Superliga-bundholdet Esbjerg fB.

»Jeg er skuffet, irriteret og sur,« sagde han og tilføjede:

»Det var forfærdeligt ringe. Vi leverer vores klart dårligste præstation i denne sæson. Jeg synes ellers, at vores forberedelser har været optimale. Vi tog hjemmefra allerede lørdag og har fokuseret 100 procent på kampen.«

I næste turneringsrunde skal Brøndby IF møde Sønderjyske på udebane.

Brøndbys cheftræner Niels Frederiksen i søndagens kamp mod Esbjerg.
Brøndbys cheftræner Niels Frederiksen i søndagens kamp mod Esbjerg. Foto: Frank Cilius
Vis mere

»Der er mange ting, vi fremadrettet skal lægge på i vores spil. Det er det indtryk, jeg står tilbage med efter nedturen mod Esbjerg. Samtidig må jeg sige, at jeg er en lille smule forvirret over, at vi rammer et så lavt niveau. Det giver anledning til nogle overvejelser,« sagde Niels Frederiksen, der ikke ville afvise, at der kommer udskiftninger i startopstillingen allerede i næste kamp.

»Det må vi se på. Men mon ikke. Jeg synes, der er nogle der skal have chancen for at vise, at de kan gøre det bedre end tilfældet var i kampen mod Esbjerg,« sagde Niels Frederiksen.

Han havde denne forklaring på, hvorfor det blev til nederlag mod Superliga-bundholdet, der tidligere på ugen havde valgt at fyre cheftræner John Lammers.

»Vi må erkende at basis i vores spil ikke var på plads. Desværre havde vi ikke det rette energiniveau, ligesom vi ikke tog de nødvendige dueller. Årsagen bag dette er for mig uforklarlig. Men vi møder et Esbjerg-hold, der har en fin boldomgang, og det fortjener de stor ros for,« sagde Niels Frederiksen.

Niels Frederiksen tager sig til hovedet på Brøndbys trænerbænk i Superliga-kampen mod Esbjerg.
Niels Frederiksen tager sig til hovedet på Brøndbys trænerbænk i Superliga-kampen mod Esbjerg. Foto: Frank Cilius
Vis mere

Brøndbys svenske back Johan Larsson gav ham ret.

»Alt gik galt for os. Vores præstation er langt fra godkendt. For en uge siden sprudlede vores spil mod FC Nordsjælland. Mod Esbjerg er det totalt modsat. Når man spiller i Brøndby, er dette selvfølgelig ikke godt nok,« sagde Johan Larsson med et ansigtsudtryk, der signalerede enorm frustration.

Han var impliceret i Esbjergs første scoring, da han umiddelbart inden Adrian Petres fuldtræffer i 13. minut kiksede markeringen af Pyry Soiri.

»Men i dag handler det ikke om mig. Vi må bare erkende, at 14 mand ikke leverede tilstrækkeligt godt,« sagde Johan Larsson.

Carsten V. Jensen, billedet, er sportsdirektør i Superliga-klubben Brøndby IF.
Carsten V. Jensen, billedet, er sportsdirektør i Superliga-klubben Brøndby IF. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

B.T. fangede efter kampen også Brøndby IF's sportsdirektør, Carsten V. Jensen.

»Snak med træneren om præstationen. Det er ikke mit job at analysere på vores kampe. Men mit humør er lige nu ikke det allerbedste. Fodboldmæssigt var kampen mod Esbjerg jo ikke den bedste,« sagde Carsten V. Jensen.

Til gengæld var humøret i top i Esbjerg-lejren.

»Vores start på sæsonen har været skuffende. Nu håber vi, at dette var vendepunktet. På onsdag i pokalturneringen (mod Marienlyst, red.) skal vi fortsætte opturen,« sagde stortalentet Jacob Sørensen, der scorede til 3-1 tyve minutter før tid.

»Sejren bekommer os selvfølgelig rigtig vel. I forhold til vores tabte kamp i sidste spillerunde (0-3 mod Randers, red.) spillede vi mod Brøndby langt bedre. Jeg har stor respekt for vores tidligere træner, John Lammers, men når det er sagt har hans afløser (Claus Nørgaard, red.) altså på rekordtid formået at bringe masser af energi ind på holdet,« sagde Jacob Sørensen.