Han er kun 19 år.

Men Anton Skipper er for alvor i denne sæson begyndt at stemple ind på Brøndbys førstehold som en af dem, der har taget springet fra Masterclass.

»Det har været mange år undervejs. Man har gået og spejlet op til Superligatruppen i mange år, når man har gået ovre i Masterclass. Det er noget, jeg har set fremt til. Det har også krævet en masse arbejde. Jeg var også heroppe et halvt år, før jeg fik debut. Det er super fedt, man så kommer ind og spiller,« siger Anton Skipper til B.T.

Han er netop hjemvendt fra en tur med U21-landsholdet, som han også debuterede for i en træningskamp mod Ungarn. Og det er da også en glad spiller, der er mødt ind igen i Brøndby.

Anton Skipper (th.) er en af dem, der har fået chancen under Niels Frederiksen.
Anton Skipper (th.) er en af dem, der har fået chancen under Niels Frederiksen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det var super fedt. U21 er steppet før landsholdet,« smiler Anton Skipper, der selvfølgelig godt kan mærke forskel på Masterclass og seniorfodbold.

I Masterclass spiller de to årgange sammen, mens der i Superligatruppen er 15 års forskel på ældste mand, den 33-årige målmand Michael Tørnes og den yngste – Luke Singh – der er 18 år og fylder 19 torsdag.

At have taget turen op har været et spring for Anton Skipper, der dog også er glad for at have fået tilliden fra Niels Frederiksen.

»Det er et skulderklap. Jeg var klar til at tage chancen. Det kræver også, jeg får den, og det er super fedt, det er gået godt i kampene i starten, jeg fik,« siger Anton Skipper.

Anton Skipper (th.) er en af de unge spillere, der har fået chancen under Niels Frederiksen.
Anton Skipper (th.) er en af de unge spillere, der har fået chancen under Niels Frederiksen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han er en af de unge spillere af egen avl på Vestegnen, der for alvor har fået chancen i denne sæson.

Sammen med Jesper Lindstrøm og Peter Bjur har han taget skridtet ind på den store scene efter en sæson, hvor det mildest talt var sjældent, at Masterclass-talenter kom på banen.

Men hvorfor er det netop nu, de er flere, der har formået at markere sig og slå til?

»Det kræver noget mod og tillid fra træneren i forhold til at sætte os i kamp. Det kræver også, vi unge holder niveau, og at han kan stole på os, når han vil bruge os. Det er både tillid fra træneren og ros fra os,« siger Anton Skipper.

Han har i dette transfervindue fået nye holdkammerater. To af dem er Andreas Maxsø og Sigurd Rosted, der spiller på samme plads som ham selv. Spillere, han vil kunne bruge i det daglige.

»De har en masse erfaring, som man kan lære af. Nu er vi fire stoppere i hvert fald til to pladser. Det er øget konkurrence, men det er jeg sikker på, jeg kommer til at lære af, de har en masse erfaring. Hvis man får chancen, er det også nogle, man kan læne sig op ad,« lyder det fra den 19-årige forsvarsspiller.

Og den øgede konkurrence han selv nævner, er bestemt ikke noget, der generer ham.

»Jeg har altid haft det sådan, at det nytter ikke at pege fingre på den måde. Jeg må kigge på, hvad jeg kan gøre for at komme ind og spille og gøre mit for at udvikle mig,« siger Anton Skipper.